Skuespiller og barnestjerne Jan Priskorn Schmidt er død, 72 år gammel.

Det bekræfter familien gennem journalist og forfatter Klaus Thodsen, der i 2017 var med til at skrive Jan Priskorn Schmidts selvbiografi 'Barnestjernen fra Bryggen', til B.T.

'Det er med stor sorg, at vi må fortælle, at Jan Priskorn Schmidt er sovet stille ind efter kort tids sygdom,' lyder det i en pressemeddelelse.

Han blev bisat i Holbæk den 20. december med sin familie og nærmeste omkring sig.

Jan Priskorn Schmidt var i 1960erne en af Danmarks største barneskueskuespillere og debuterede allerede som 9-årig i filmen 'Flemming og Kvik'.

Ifølge Det Danske Filminstitut var det Jan Priskorn Schmidts onkel, som var biografkontrollør, der hørte, at filminstruktør Gabriel Axel manglede en dreng til at spille Flemmings lillebror. 

Jan Priskorn-Schmidt gik til prøvefilmning, og derfra tog det fart.

Ikke længe efter dette begyndte han at spille over for Dirch Passer i 'Støv på hjernen' og 'Støv for alle pengene'. Et arbejde, der nåede et højdepunkt i 1964, hvor de udgjorde makkerparret i 'Sommer i Tyrol'.

Jan Priskorn Schmidt i filmen 'Min søsters børn' fra 1966. Det er Jan, der holder bakken med morgenmad.
Jan Priskorn Schmidt i filmen 'Min søsters børn' fra 1966. Det er Jan, der holder bakken med morgenmad. Foto: Tv2/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Vis mere

Alt i alt var han med i 24 film og mange vil nok især huske Jan Priskorn Schmidt for sin rolle som storebror Jan i de fire 'Min søsters børn'-film.

I 1972 spillede han sin sidste rolle som skoleelev i filmen 'Rektor på sengekanten', og derfra stoppede hans karriere næsten lige så pludseligt, som den startede.

Jan Priskorn Schmidt arbejdede efter sin tid som skuespiller på postcentralen København og siden blandt andet som ortopædskomager og parkeringsvagt.

Han boede de sidste mange år af sit liv på Vestsjælland med sin familie.

 Jan Priskorn Schmidt fotografereret i 2017.
 Jan Priskorn Schmidt fotografereret i 2017. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Vis mere

Jan Priskorn Schmidt var en meget privat person, der gennem hele sit voksenliv undgik al kontakt med pressen og omverdenens opmærksomhed og ikke ønskede andet end at leve et stille og roligt liv.

Få interviews er det blevet til gennem årene, og her har han ikke lagt skjul på, at tiden i filmbranchen var hård.

For som han tidligere har fortalt i et interview med B.T., savnede han anonymiteten og trak sig mere og mere fra sociale sammenhænge og steder med mange mennesker, da han blev ældre.

»Det hjalp, da jeg opdagede cannabis. Det er en fantastisk ting, fordi du får en beskyttende boble med fred og ro indeni,« siger han med varme i stemmen.

»Den havde jeg fandeme manglet, mens jeg gik og lavede alle de film. Jeg var simpelthen blevet rystet så meget, at jeg havde brug for ro. Det var cannabis, der var med til at få mig ned på jorden igen, og havde jeg ikke haft det, var jeg blevet bindegal,« sagde Jan Priskorn, som fandt det vigtigt at fortælle sin historie:

»Der er jo en grund til at mange senere bliver »hvide under næsen« eller sidder med en kanyle i armen. Er der eksempler på, at det ikke går barnestjerner dårligt? Ikke mange. Det er simpelthen ikke Vorherres mening, at børn skal bruges til den slags.«

»Børn skal gå stille og roligt hjemme hos deres mor og blive opdraget til, hvad der er rigtigt og forkert. I stedet bliver de hvirvlet ind i en stor maskine af uigennemskuelige gerninger. Når moralen brydes i handlingen i en film, bliver den for barnet brudt i virkeligheden, for børn kan ikke skelne mellem film og virkelighed. Du kan ikke bygge en sund personlighed op, når du bliver revet og flået i,« sagde han til B.T. i forbindelse med udgivelsen af sin selvbiografi.

Jan Priskorn Schmidt efterlader sig en hustru og to børn.

Familien skriver til sidst i deres pressemeddelelse, at de håber, at pressen respekterer deres ønske om fred og ro i denne svære tid.