Mandag blev et fly mellem London og Singapore ramt af så alvorlig turbulens, at én passager mistede livet, mens i alt 30 blev såret – heraf er syv i kritisk tilstand.

Skaderne skete, da både passagerer og personale blev kastet rundt i kabinen.

Og ifølge en forsker ved universitetet i Reading, kan fremtidens flyvninger blive ramt af endnu mere turbulens.

Det skriver Dagbladet.

»Vi har gode beviser for, at turbulensen stiger på grund af klimaforandringerne,« skriver professor i atmosfærisk videnskab ved universitetet, Paul Williams, til mediet.

Han har mange års forskning på området bag sig, og han siger, at der er en stigende tendens med det, han kalder 'clear air'-turbulens, som er turbulens i områder, hvor der ikke er dårligt vejr.

»Vi har for nylig fundet ud af, at alvorlig turbulens i klar luft i Nordatlanten er steget med 55 procent siden 1979. De seneste forudsigelser for fremtiden viser, at der vil ske en fordobling eller tredobling af alvorlig turbulens i de kommende årtier, hvis klimaet ændrer sig, som vi forventer.«

Det var den 73-årige brite Geoff Kitchen, som mistede livet under mandagens flyvning med et Singapore Airlines-fly.

Den voldsomme turbulens gav ham et hjerteanfald.

Turbulensen medførte, at flyet på kort tid faldt fra en flyvehøjde på omkring 11,2 kilometer til 9,4.