»Vi var helt rystet, vi havde ikke læst, at de var væk, ellers havde vi holdt ind for at tale med dem.«

Tidligere i dag forsvandt en kvindelig medarbejder og tre børn på et år til halvandet år fra en vuggestue i Århus bydelen Tranbjerg.

Efter at have været forsvundet i over tre timer, fandt Østjyllands Politi frem til de fire mennesker, der alle var uskadte. Men kort inden det så Maiken Bligaard og hendes søster den kvindelige medarbejder og de tre børn komme gående ude på en stor vej i Tranbjerg, hvor hastighedsbegrænsningen er 60 kilometer i timen.

»Damen gik med et barn i hver hånd, og så gik det sidste barn lidt bag dem. De kom gående i siden af vejen lige så stille og roligt. Vi talte lidt om, om de ledte efter et barn, fordi det var et meget underligt sted at gå,« siger Maiken Bligaard til BT.

Børnene og kvinden blev fundet af Østjyllands Politi omkring klokken 13, og det var ikke mere end fem minutter før det, at Maiken Bligaard og hendes søster så dem komme gående.

»Da vi kørte forbi, så jeg en mand på en cykel stoppe kvinden og børnene. Fem minutter senere kom der en politibil kørende forbi os med udrykning, så vi tror, at manden har tilkaldt politiet,« siger Maiken Bligaard.

Den ansatte forsvandt fra institutionen med de tre børn, der er mellem et og halvandet år gamle, omkring klokken 9.45 tirsdag morgen.

Kollegerne forsøgte forgæves at få telefonisk kontakt til den ansatte og til sidst blev politiet tilkaldt, skriver TV 2.

Det er endnu uvidst, hvorfor medarbejderen forlod institutionen med børnene.

Politiet oplyser nu på Twitter, at de har været i kontakt med den kvindelige medarbejder. Politiet finder ikke grund til at gå videre med sagen.

BT arbejder på at få en kommentar fra den pågældende vuggestue