Ens regler: Hvis Skat giver Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt ret i, at hendes mand Stephen Kinnock ikke behøver at betale skat i Danmark, så vil det medføre en stribe klagesager fra andre danskere i samme situation som det kendte par.

Sådan lyder vurderingen fra Michael Nielsen, der er direktør i Care Udland, som rådgiver udlandsdanskere om skatteforhold.

- Hvis Skat afgør, at Kinnock ikke skal betale skat i Danmark, vil det være nærliggende for andre danskere i samme situation at få gennemgået deres skattemæssige forhold. Hvis denne minder om Kinnocks sag, må mange føle sig fristet til at få genoptaget sagen med henblik på en revurdering. Der er jo mange danskere, der arbejder i udlandet. Og det er klart, at denne sags megen omtale får mere end almindelig opmærksomhed hos disse, siger han.

B.T. afslørede i sidste uge, at Stephen Kinnock slet ikke betaler skat i Danmark, selv om han selv siger, at hans hjem er i huset på Østerbro i København sammen med Helle Thorning-Schmidt og børnene.

I stedet betaler han 15-20 procent i skat i Schweiz, hvor han arbejder og opholder sig på hverdage.

Tager det for givet



Helle Thorning-Schmidt oplyste selv til B.T., at Skat slet ikke var blevet spurgt, da parret har taget for givet, at Kinnock skal betale den noget lavere schweiziske skat, og først efter voldsom kritik er Helle Thorning-Schmidt gået til Skat for at få deres vurdering. Halvandet år efter at han fik direktørjobbet 1. januar 2009.

En af de danskere, der fristes meget til at få prøvet sin sag hos Skat, hvis Helle Thorning-Schmidt får ret, er Torben Salling, der arbejdede som salgschef hos flynetværket Staralliance Gmbh i Frankfurt fra 2000 til 2003.

Samtidig boede hans kone og to hjemmeboende børn i hus i Solrød Strand. Han var maksimalt i Danmark 130 dage om året. Altså en situation i lighed med Stephen Kinnocks.

Livsinteresser i Danmark



Skat slog dog fast, at han havde sine livsinteresser i Danmark, og at Torben Salling fik en skatteregning på netto ca. 150.000 kr. Penge han gerne vil have tilbage, hvis familien Thorning slipper for dansk skat.

- Det virker hamrende uretfærdigt på mig, hvis Skat tolker reglerne forskelligt fra familie til familie. Hvis Helle Thornings mand får medhold, vil jeg anlægge en sag mod Skat og kræve, at jeg bliver behandlet på samme måde, siger Torben Salling og påpeger, at han dog ikke har økonomi til at føre sagen ene mand.

- Men kan jeg få andre danskere i samme situation med, vil jeg gerne det, siger han.

Tror ikke klagere får ret



Skatteadvokat Tommy V. Christiansen er dog ikke sikker på, at klagerne vil få så meget ud af deres besvær.

- Jeg kan da godt forstå, at de føler, at det kan være uretfærdigt. Men jeg tror ikke, at der er så mange personer, der har lige præcis de forhold som Stephen Kinnock og Helle Thorning-Schmidt. Det kommer an på, hvor meget Skat vurderer betydningen af, at han er udenlandsk statsborger og ikke tidligere fuldt skattepligtig til Danmark overfor, at hans livsinteresser er i Danmark hos familien, siger han.