Teknisk detalje forhindrer 83-årig i at få papir på han er dansker
Han er idémand bag verdens største naturpark og hyldet som forkæmper for Brasiliens rige fugleliv. Men 83-årige Johan Dalgas Frisch, der er oldebarn af Det Danske Hedeselskabs stifter, har i 62 år kæmpet forgæves for at blive dansk statsborger – igen.
Der er noget fascinerende eventyrer over Brasiliens nok mest kendte dansker, Johan Dalgas Frisch.
På hans telefonsvarer kvidrer fugle løs, hans mange CDer er fyldt med sjældne fuglelyde, og hans fotoalbum bugner af billeder med ham selv de mest eksotiske steder.
På et af de mange fotos rider det i dag 83-årige oldebarn af Det Danske Hedeselskabs berømte stifter, Enrico Mylius Dalgas, som ung mand på ryggen af en ko med store horn gennem sumpene på øen Ilha de Marajó ved udmundingen af Amazonfloden for at optage fuglesang.
På et andet gulnet billede står han i røjsere i en flod i Amazonas med en parabolantenne opstillet i vandet og en lydoptager i sin højre hånd for at optage fuglearten Uirapurus sang. Her er en ganske usædvanlig dansker.
Johan Dalgas Frischs livslange idealistiske arbejde med at registrere lyde fra brasilianske fugle – som den første nogensinde i Sydamerika – og hans store kamp for oprettelsen af verdens største tropiske naturpark Tumucumaque i det nordlige Brasilien, har også givet ham usædvanlig anerkendelse i hans andet hjemland. I april 2012 fik han af Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, overrakt den brasilianske Rio Branco-orden for sit pionerarbejde som ornitolog, forfatter og idemand bag Tumucumaque. Hvor mange kan berette, at de står bag en naturpark for flora og fauna med et areal større end Portugal? Og at de har udgivet et banebrydende værk af fuglesang i 18 forskellige lande i verden for 50 år siden?
Men trods al brasiliansk ære og berømmelse har noget pint Johan Dalgas Frisch næsten hele livet. Nemlig at Danmark ikke vil anerkende ham som dansker.
I 62 år – siden han var 21 år – har han ikke kunnet blive anerkendt som dansk statsborger. Til trods for at han har klaget over dette igen og igen og igen til de danske myndigheder, er han kontinuerligt blevet nægtet dansk statsborgerskab, medmindre han flytter fra sin bopæl i São Paulo og hjem til Danmark.
»Mit blod er dansk, min far er dansk, jeg er oldebarn af Enrico Mylius Dalgas, og min kultur bygger på tusind års dansk historie. Jeg er dansker, men jeg må ikke være dansk statsborger. Det vil jeg gerne, inden jeg dør,« lyder bønnen fra Johan Dalgas Frisch.
Et dobbelt statsborgerskab
Hvordan i alverden kom det dertil, at Danmark i over 60 år ikke har villet anerkende en mand med så mange meritter i udlandet som dansk statsborger? Historien er indviklet, og vi må rulle tiden næsten hundrede år tilbage for at forstå den helt. Johan Dalgas Frischs forældre er Ellen Margrethe Dalgas, der er efterkommer af Det Danske Hedeselskabs stifter, Enrico Dalgas, og Svend Frisch, der begge er født og opvokset i Jylland. I 1920erne drog parret til Brasilien for at prøve lykken. 12. juli 1930 kom Johan Dalgas Frisch til verden i São Paulo.
De nybagte danske forældre indregistrerede deres søn på Det Kongelige Danske Generalkonsulat lige efter fødslen, og dermed fik Johan Dalgas Frisch dobbelt statsborgerskab fra begyndelsen – da han udover sit danske også fik et brasiliansk, da det bliver tildelt alle, der er født på brasiliansk jord.
Ønsket til præsidenten blev annulleret
Inden Johan Dalgas Frisch fyldte 21 år, ansøgte hans far, som reglerne foreskrev, om opretholdelse af sin søns danske statsborgerskab. I juli 1952 godkendte de danske myndigheder opretholdelsen af det danske statsborgerskab, men betingede det med, at Johan Dalgas Frisch ifølge en kongelig bestemmelse samtidig skulle give afkald på sit brasilianske statsborgerskab. Men ifølge den brasilianske forfatning er det overhovedet ikke muligt eller lovligt at skippe sit brasilianske statsborgerskab.
»I Brasilien er det ikke muligt som en anden fodboldspiller at tage trøjen af og sige, at man spiller for et andet landshold,« som Johan Dalgas Frisch formulerer det.
Da denne regel stod klart for den daværende danske ambassadør i Brasilien, Helmuth Møller, sendte han et brev til Johan Dalgas Frisch og bad ham tage direkte kontakt til den daværende brasilianske præsident, Getulio Vargas, for at få ham til at udarbejde et særligt dekret, der ville frigøre ham for hans brasilianske statsborgerskab.
Det noget specielle forslag skyldtes, at ambassadøren vidste, at Johan Dalgas Frisch trods sin unge alder havde et tæt forhold til præsidenten for det store sydamerikanske land. Da Johan var blot 15 år gammel i 1945, havde Getulio Vargas hyldet ham og hans far, Svend Frisch, efter at have hørt om, hvordan far og søn i fællesskab var gået i gang med et usædvanligt projekt for at udbrede kendskabet til brasiliansk fugleliv. Et værk beskrev 1.850 brasilianske fuglearter, men da kun 200 af dem var illustreret, havde Svend Frisch – der var uddannet på kunstakademi – besluttet sig for at tegne resten. Johan skød nogle af fuglene med sin slangebøsse, så hans far havde nogle modeller at tegne efter.
»Politiet kom godt nok efter mig,« griner Johan Dalgas Frisch.
Men Vargas trak far og søn frem som nogle udlændinge, der var eksemplariske forbilleder for Brasilien.
»Han befalede, at det zoologiske museum i Sao Paulo skulle give mig, der på det tidspunkt var 15 år gammel, undervisning i ornitologi, da der dengang ikke fandtes noget kursus i ornitologi i Brasilien. Samtidig skulle museet udlåne fuglene fra den videnskabelige samling til min far, så han kunne tegne de 1.650 fuglearter, der manglede. Det tog ham 35 år at færdiggøre arbejdet.«
Brevet fra Thorning
Johan Dalgas Frisch fik dog aldrig forelagt sagen om statsborgerskab for præsidenten. For da den daværende danske generalkonsul i São Paulo fik kendskab til brevet, ville han under ingen omstændigheder have, at sagen blev bragt for præsidenten, da dette kunne opfattes som indblanding i Brasiliens interne anliggender. Resultatet blev, at den danske stat ikke gav Johan Dalgas Frisch lov til at opretholde sit danske statsborgerskab, som han ellers havde haft siden fødslen.
Lige siden har han med års mellemrum søgt den danske stat om at få sit danske statsborgerskab tilbage. I 1990 oplyste det daværende Indenrigsministerium Johan Dalgas Frisch om, at han kun havde mulighed for at generhverve sit danske statsborgerskab, hvis han flyttede til Danmark. Denne holdning har myndighederne fastholdt lige siden, ligesom de har fastholdt, at de overholdt alle regler ved den oprindelige behandling af sagen i 1952.
1. august 2012 skrev han derfor direkte til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Tre måneder senere sendte hun et personligt svarbrev, som Berlingske er i besiddelse af, hvori hun blandt andet takkede for fuglebøger, som Johan Dalgas Frisch havde vedlagt.
»Jeg har med stor interesse læst din personlige historie,« skrev statsministeren i brevet 29. oktober 2012 og lykønskede også Johan Dalgas Frisch med Rio Branco-ordenen, som han netop havde modtaget. Men det som Johan Dalgas Frisch allerhelst ville høre fra statsministeren kom ikke. Hun anførte, at spørgsmålet om dansk statsborgerskab hører under indfødsretskontoret i justitsministeriet. Den 13. september 2013 oplyste ministeriet, at det forventede at kunne afslutte sagsbehandlingen inden for to-fire måneder, men han har stadig intet hørt.
»Hvad jeg ikke forstår er, hvordan min søn Christian Dalgas Frisch og mit eneste barnebarn Enrico Dalgas Frisch på to år kan få dansk statsborgerskab, når jeg ikke kan,« siger han.
»Kan det passe, at det først er nu, at børn af danske forældre, der fødes i Brasilien, kan have dobbelt statsborgerskab?«
Johan Dalgas Frisch er af den klare opfattelse, at det er den danske stat, der allerede i 1952 begik en bureaukratisk fejl, hvorfor den også må rette op på den ved at give ham sit statsborgerskab tilbage.
I stedet må han – i hvert fald foreløbig – nøjes med at glæde sig over, at det officielle Danmark under andre højtidelige lejligheder gerne betragter ham som en af Danmarks store sønner. Da kronprins Frederik besøgte Brasilien i 2012, var Johan Dalgas Frisch naturligvis også inviteret med til gallamiddagen. Han glædede sig over, at kronprinsen interesseret spurgte ind til arbejdet med at få oprettet den gigantiske naturpark Tumucumaque i Nordbrasilien.
»Jeg inviterede ham og kronprinsessen til at komme med derop, når de kommer næste gang. Så skal de få lov til at se indianere, fauna og fugle. Det vil være en glæde for mig som dansker.«
