Det er glædeligt, at folk i højere grad tager ansvar for deres handlinger, når uheldet er ude, siger Rådet for Sikker Trafik.

Markant færre flygter fra trafikulykker, de har været en del af.

Det skriver metroXpress.dk.

I 2011 tog 193 bilister benene på nakken, efter at de havde været en del af trafikulykker, og det er et fald på knap 25 procent i forhold til to år tidligere, viser statistik fra Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM), der samler tallene fra politianmeldelser og gamle sager, der dukker op flere år senere.

- De fleste sager, vi får ind, er dugfriske og kommer direkte fra politiet. Men omtrent 20 sager om året er gamle sager, der kommer ind, fordi folk pludselig bliver klar over, at der findes en fond, de kan søge erstatning fra,« siger Kai Døring Larsen, der er afdelingsleder i FDIM.

Hos Rådet for Sikker Trafik hilser man de nye tal velkommen.

- Det er glædeligt, at folk i højere grad tager ansvar for deres handlinger, når uheldet er ude, siger Jesper Sølund, der er dokumentationschef hos Rådet for Sikker Trafik.

Faldet i antallet af flugtbilister stemmer overens med faldet i antallet af trafikulykker generelt i løbet af de seneste to år. Alligevel kommer det store fald bag på trafikadfærdsforsker fra Aalborg Universitet Harry Lahrmann.

- Normalt ville man kun se så markant en ændring i trafikstatistik ved gennemførsler af lov- eller procedureændringer. Men der har ikke været noget stort på den front, der kan forklare dette, siger Harry Lahrmann til metroXpress.dk

BNB