Danmarks mindste færgerute, Stigefærgen over Odense Kanal, lukker.

Det skriver formanden for færgens bestyrelse i en email onsdag aften.

»Det er med stor beklagelse, at vi må meddele, at Stige Færge lukker 31. december 2014,« skriver Allan Milé.

Stigefærgen har i længere tid været truet af lukning, men forsøgene på at få færgen til at overleve er altså slået fejl.

»Vi har kæmpet det bedste, vi har lært, men det var ikke nok,« skriver Allan Milé.

Stigefærgens venner har ifølge Fyens Stiftstidende blandt andet arbejdet med en løsning i form af en solcelledreven færge.

Ruten over Odense Kanal har fragtet passagerer cirka 80 meter mellem det nordlige Odense og Stige, hvor passagererne sparede en omvej på op til ti kilometer.

BNB