Det er svært at få et personligt sponsorat som professionel cykelrytter, selv om en cykelkarriere er kort og kræver, at man sparer op.
»Hvis du brænder hele lortet af, er du en tåbe. Så lever du godt, men uden at bruge hovedet.«
Som så mange andre kollegaer er Trek-Segafredos Mads Pedersen bevidst om, at en cykelkarriere ikke varer evigt.
Når en cykelrytter er af sted til løb, hvilket svarer til to tredjedele af tiden, handler det om cykelsport, fra man vågner, til man går i seng.
»Det er derfor, at du ikke kan have en karriere, til du er 50,« siger Mads Pedersen.
Den korte karriere, sammenlignet med så mange andre erhverv, gør, at mange cykelryttere er tvunget til at forholde sig til, at der kommer et liv efter cyklingen og lønnen, der følger med. Men fylder det i en rytters karriere, at der skal spares sammen til den dag, det et slut med professionel cykelsport?
Ja, ifølge det danske talent Søren Kragh Andersen.
»Det bliver man nødt til at tænke over,« siger han.
»Som cykelrytter ofrer du meget. Uddannelse, familie. Hele dit liv handler om cykling, så du skal have noget ud af det. Jeg vil gerne kunne købe mit hus, den dag jeg stopper med at cykle, og have nogle år til at tænke over, hvad jeg nu skal lave.«
Hos den 27-årige Corendon-Circus dansker, Lasse Norman, er ordklangen den samme.
»Selvfølgelig tænker man over det. Man tænker også over, at man skal skynde sig at blive god, så man kan nå at tjene de penge, man skal tjene,« siger han med en lettere ironisk distance, mens andre, som eksempelvis EF Education First-rytteren Matti Breschel, aldrig aktivt har tænkt over at fremtidssikre sig selv.
»For mig var drømmen bare, at jeg kunne have råd til at købe det hus, jeg nu havde lyst til at bo i, og forsøge at forsørge min familie,« siger han.
Foruden Mads Pedersen, Søren Kragh Andersen og Lasse Norman lægger både Magnus Cort, Kasper Asgreen, Casper Pedersen og Asbjørn Kragh Andersen penge til side.
Rytterne er udstillingsvinduer
Sportsverdenen er ikke kun løn fra ens arbejdsgiver. Sponsorindtægter udgør en kæmpe del for eliteudøvere. Bare ikke inden for cykelsport.
»Det er som at hoppe i en swimmingpool uden vand i. Lige meget hvor meget du prøver, får du bare et nej,« forklarer Mads Pedersen om personlige sponsorater.
Når en rytter skriver kontrakt med et hold, afgiver vedkommende en masse rettigheder. Det gør det svært at få egne sponsorer.
»Trek ejer alle mine rettigheder. Jeg kan nærmest ikke lave en personlig sponsor, der ikke træder ind over holdets. Derfor fylder det ikke det store. Der er jo f.eks. ikke nogen, der gider give mig møbler til mit hus. Det er der ingen reklameværdi i,« siger Mads Pedersen.
Hos Astana har rytterne mulighed for at få en personlig brillesponsor, fortæller Magnus Cort, der også forklarer, at sponsoraterne kun er en meget lille del. Cort bruger eksempelvis sine sociale medier til at promovere sin brillesponsor.
Christopher Juul-Jensen fra Mitchelton-Scott bruger også sine sociale medier, selv om han 'hader det overfladiske'.
»Vi er meget bundet i forhold til de sponsorer, holdet har. Men det er ikke nogen hemmelighed for alle de få, der følger mig på Instagram, at jeg primært gør det af den grund, at jeg skal promovere mine sponsorer. Det er også en business efterhånden, det er helt vanvittigt,« siger Christopher Juul-Jensen.
Sociale medier har nemlig én særlig evne: De kan gøre cykelryttere til enorme reklamesøjler.
»Ryttere bliver også vurderet på, hvor meget de kan eksponere holdet og brands,« forklarer Christopher Juul-Jensen, der efter eget udsagn havde kørt for 10 kroner om dagen, inden han blev professionel.
Selv om cykelsport ikke er lige så indbringende som eksempelvis fodbold, fortæller Søren Kragh Andersen, at man sagtens kan samle nok penge sammen til at kunne leve et godt liv efter det professionelle.
Desuden vokser cykelsporten som sportsgren. Den bliver mere lukrativ, men kigger man på den absolutte elite inden for cykling, skal pengene fordeles mellem flere ryttere end i f.eks. fodbold, siger Søren Kragh Andersen.
»Vi er jo 400 World Tour-ryttere. Pengene skal splittes mellem rigtig mange atleter. Hvis der kun var 100 World Tour-ryttere, ville der være flere penge til hver. Til gengæld ville det være sværere at blive en del af kredsen, men der er jo ikke lige så mange fodboldspillere, som når op og tjener de helt store penge.«
