Cykelrytteren Luis Ricardo Villalobos, der kører for EF Education First, er blevet suspenderet, efter han har afleveret en positiv dopingprøve.

Det meddeler UCI, den internationale cykelunion, i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at den 21-årige mexicaners prøve indeholdt spor af væksthormon.

Samtidig oplyser UCI, at prøven er taget i april sidste år i forbindelse med en kontrol uden for konkurrence.

Dengang kørte Luis Ricardo Villalobos for kontinentalholdet Team Aevolo.

Men fire måneder senere tog mexicaneren et stort skridt op ad karrierestigen, da han skiftede til WorldTour-holdet EF Education First, hvor han kører sammen med stjerner som Rigoberto Urán, Tejay van Garderen og danske Magnus Cort.

Men nu fortryder det amerikanske hold, at man skrev kontrakt med Luis Ricardo Villalobos.

Det siger manager Jonathan Vaughters i en udtalelse fra EF Education First.

Danske Magnus Cort er holdkammerat med Luis Ricardo Villalobos på EF Education First.
Danske Magnus Cort er holdkammerat med Luis Ricardo Villalobos på EF Education First. Foto: SYLVAIN THOMAS
Vis mere

»Dette hold blev sat op til at beskytte helbredet og rettighederne for ryttere på tværs af sporten – særligt de unge ryttere, der kommer ind på det professionelle niveau. Det er enormt foruroligende for os at se disse unge ryttere lide under rådgivning fra amatørlæger og trænere, som ultimativt set ødelægger deres karrierer,« siger Jonathan Vaughters og tilføjer:

»Hvis vi havde vidst det, havde vi ikke hentet Luis.«

Reglerne dikterer, at Luis Ricardo Villalobos' B-prøve nu skal analyseres, før der kan falde dom i sagen.

Men indtil sagen er afsluttet, er Luis Ricardo Villalobos altså suspenderet.