Den tidligere professionelle rytter Chase Pinkham er fundet død i denne weekend i sin hjemby Salt Lake City, Utah.

Pinkham, som har været tilknyttet det Lance Armstrong-baserede Trek-Livestrong-hold, var blot 23 år gammel, da han søndag blev fundet livløs. Det bekræfter en ven af Pinkham-familien Alex Kim over for Velonews.com.  

Det menes at være en ufrivillig overdosis af smertestillende medicin, som har taget livet af Chase Pinkham. Siden en voldsom ulykke i 2008, hvor Chase Pinkham blev ramt af en bil i Canada under en træningstur og efterfølgende måtte få rekonstrueret sit ansigt ved flere lejligheder, har han lidt af svære, kroniske smerter. Og derfor har han været på smertestillende medicin. 

Han var dog i gang med at skære ned for forbruget, da han i februar brækkede benet i et løb i Arizona og igen fik mere medicin mod smerter.   

Til trods for at Chase Pinkham åbenlyst på Facebook har fortalt om depression som følge af sine mange uheld, er Alex Kim overbevist om, at rytteren ikke har begået selvmord. 

- Han tog ikke sit eget liv. Han havde det fint, da vi så ham fredag og lørdag. Det her skyldes en ufrivillig overdosis, siger Alex Kim ifølge Velonews. 

I marts skrev Chase Pinkham ifølge Velonews ellers på Facebook:

- Jeg har søgt behandling for en svær depression, fordi jeg i årevis har skullet håndtere kroniske smerter fra min ulykke i 2008. Jeg er på et sikkert og trygt sted, men jeg har ikke adgang til mobiltelefon, lød det fra Pinkham.

- At håndtere kronisk smerte, års medicinering og depression er noget, der gør én aldeles ensom og håbløs, selv om man er omgivet af mennesker, der elsker én, fortsatte Pinkham 9. marts.

Selv med de store problemer in mente fik Chase Pinkham i 2010 kontrakt med Trek-Livestrong, og sidste år kørte han for kontinentalholdet Bissell and Jamis.