Det ringede for Anders Lund Madsens ører.

»Jeg kunne overhovedet ikke høre noget. Det gjorde ondt i ørerne,« siger han.

Han stod på hovedscenen i Fælledparken i København under fejringen af Arbejdernes Kampdag 1. maj.

»Jeg prøvede at forklare, at vi skulle høre nogle fortælle om work life balance. Men de blev ved med at råbe.«

Det kulminerer med, at en kvinde går op foran scenen og peger direkte på Anders Lund Madsen. Hun råber:

»Du støtter et folkedrab!«

Hun forsætter med at pege på Anders Lund Madsen:

»Fuck dig! Fuck dig!« råber kvinden, som man kan se i videoen her:

Anders Lund Madsen var konferencier for Fagforeningens Hovedorganisation og havde netop haft socialdemokratiets justitsminister, Peter Hummelgaard, på scenen for at holde en 1. maj-tale på Socialdemokratiets vegne.

Hummelgaard blev fuldstændig overdøvet af en stor flok Palæstina-demonstranter, der var vrede over, at regeringen ikke gør mere for at stoppe krigen i Gaza.

Da Hummelgaard var gået, stod Anders Lund Madsen alene tilbage på scenen. Det var her, han selv blev anklaget for at støtte folkedrab.

Anders Lund Madsen kalder optrinnet for »absurd« og »giftigt«. Det må næsten være en fejl, at han endte som skydeskive, tænker han.

»Arrangørerne havde sagt, at det godt kunne være, der kom noget ballade, fordi Hummelgaard jo er socialdemokrat.«

»Og bagefter er der så lige en kvinde, der hænger ud lidt længere, og så får jeg et rap. Det, tror jeg, er tilfældigt. Men jeg ved det ikke. Jeg har svært ved at se, hvordan en snak om arbejdsmiljø kan være en ansporing til eller godkendelse af folkedrab. Der er tale om enormt meget vrede, mange stærke følelser, og så kan det stritte i alle retninger.«

Og så var du den eneste tilbage på scenen eller hvad…

»Ja. De andre var gået, og jeg skulle have min arbejdsmiljødebat op at køre, og det var lige… Jeg måtte lige tage et par minutter, for det ringede for mine ører.«

Du tager det ikke så personligt?

»Nej, jeg tager det ikke så personligt.«

For du støtter ikke folkedrab?

Anders Lund Madsen griner.

Hvad mener du så egentlig om krigen i Gaza?

»Det, jeg mener om den her sag, er, at det er så giftigt, som det der udråb også er et eksempel på, for hun kan jo ikke vide, hvad fanden jeg har af holdninger til noget som helst. For jeg har ikke været ude at have nogen holdninger til noget angående hverken Sydsudan, Yemen eller Gaza,« siger Anders Lund Madsen og fortsætter:

»Det er så absurd, at man ikke kan holde en 1. maj... Og min holdning til Gaza og til Sydsudan og til Yemen holder jeg for mig selv, indtil jeg har et godt forum. Og det her er ikke et godt forum. Det er vand på en hadmølle. Det vil jeg ikke være med til.«

Anders Lund Madsen tænker mere på Peter Hummelgaard:

»Det vigtige for mig er ikke, at der stod en kvinde og råbte ad mig. Det vigtige er, at der stod en hel demonstration og prøvede at forhindre Hummelgaard i at holde en tale.«

»Jeg ved god, han er fra Kastrup. Han er jo hårdhudet. Men for satan det var højt. Helt vanvittig højt.«