I årevis delte de hverdagene med Korsørmanden. Han var »behagelig at omgås« og stod altid klar til at hjælpe kollegaerne.

Men ét opkald fra politiet vendte hele tilværelsen på hovedet for de ansatte i den lille kontorbygning.

For arbejdspladsen i det øde industrikvarter i Sorø blev ifølge politiet forvandlet til et gerningssted, da Korsørmanden i april sidste år kidnappede en 13-årig pige fra Kirkerup. 

Undervejs fragtede han hende ifølge anklageskriftet mellem flere adresser. Heriblandt sin arbejdsplads, hvor politiet mener, at nogle af forbrydelserne fandt sted. Han nægter sig i det store hele skyldig. 

Det var blandt andet i denne røde murstensbygning, at den 13-årige pige blev holdt fanget af Korsørmanden ifølge politiet. Foto: B.T.
Det var blandt andet i denne røde murstensbygning, at den 13-årige pige blev holdt fanget af Korsørmanden ifølge politiet. Foto: B.T.
Vis mere

Sagen har chokeret virksomhedens ansatte dybt, og det har betydet, at de pågældende medarbejdere aldrig har været tilbage i kontorbygningen, efter politiet lukkede den ned for at undersøge stedet og beslaglægge effekter.

»Vi har opsagt lejemålet, tømt og forladt det,« fortæller virksomhedens vicedirektør. 

»Vi kunne simpelthen ikke byde nogen medarbejdere at møde ind på den adresse igen. Så vi opsagde det nærmest per dags dato,« fortsætter han. 

Planen havde hele tiden været på sigt at samle alle virksomhedens mindre afdelinger på én fælles lokation, men på baggrund af sagens karakter blev processen fremrykket.

»Der har været brug for en ny start for os alle. En ting er, hvor det er foregået, men en anden ting er også, at det er en, man har arbejdet så tæt sammen med. Vi er jo gået op og ned af hinanden, og alle kender hinanden på kryds og tværs i virksomheden,« fortæller han.

Fra assistent til chef 
Den aflange røde bygning beskriver vicedirektøren som et åbent kontorlandskab, hvor et par af virksomhedens afdelinger var placeret. 

Virksomheden beskæftiger sig med online handel af elektronik og køkkenudstyr og havde i bygningen både store og mindre mødelokaler til rådighed.

»Det har været et helt normalt kontorfællesskab og arbejde fra 8 til 16 med fri i weekenden.«

Derfor var det også først, da politiet selv kontaktede virksomheden søndag 16. april, at de fandt ud af, at deres arbejdsplads spillede en central rolle i sagen. 

»Vi er stadig lige så rystede og chokerede som dengang.«

»Jeg tror heller ikke, det ændrer så meget ved selve chokket, at det så også er foregået der,« fortæller vicedirektøren og understreger, at han ikke ved, hvor i bygningen den 13-årige pige har været. 

På Korsørmandens sociale medier fremgår det, at han arbejdede i virksomheden i fem og et halvt år, før han blev anholdt og siden tiltalt for forbrydelserne begået mod pigen.

Medarbejderne er aldrig vendt tilbage til bygningen. Foto: B.T. 
Medarbejderne er aldrig vendt tilbage til bygningen. Foto: B.T. 
Vis mere

Han startede som marketingassistent i 2017 og arbejdede sig op i hierarkiet, hvor han i 2018 fik ny titel som marketingmedarbejder.

I marts 2020 fik han så en ledende rolle som head of marketing i virksomheden. 

Desuden fremgår det af en anbefaling fra en af hans tidligere arbejdsgivere, at han var vellidt blandt kollegaer, »hvor han altid har været parat til at give en hjælpende hånd og været nem og behagelig at omgås.«

I forbindelse med sagen blev Korsørmanden bortvist og dermed fyret fra arbejdspladsen i Sorø.

Det var på Korsørmandens bopæl, at den 13-årige pige blev fundet efter 27 timers forsvinden. Foto: Anthon Unger
Det var på Korsørmandens bopæl, at den 13-årige pige blev fundet efter 27 timers forsvinden. Foto: Anthon Unger
Vis mere

Siden er medarbejderne blevet tilbudt krisehjælp, og det vil ske igen, når retssagen begynder 14. maj.

»Vi har flere gange i forløbet gjort opmærksom på, at medarbejderne kunne gøre brug af kriseberedskabet. Det gjorde vi senest tilbage, da anklageskriftet kom, fordi der vidste vi, noget kunne blusse op igen.«

»Det samme gælder nu, når retssagen starter,« understreger vicedirektøren. 

Foruden Korsørmandens arbejdsplads i Sorø blev også hans sortmalede hus i et ellers roligt parcelhuskvarter i Svenstrup ifølge politiet til et gerningssted den forårsweekend sidste år, hvor den 13-årige forsvandt. 

Det var nemlig i huset, den 13-årige pige efter 27 timers intens eftersøgning blev fundet af politiet, og den 33-årige mand blev anholdt. 

Udover kidnapningssagen fra Kirkerup er Korsørmanden også tiltalt for drabet på Emilie Meng og for et overfald begået mod en efterskoleelev i Sorø.

Han nægter sig i det store hele skyldig. 

Retssagen indledes 14. maj og der er afsat 18 dage til sagen. Det er inklusiv reservedage og votering.