Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen har fredag ingen kommentarer til Stine Bosses spektakulære kovending torsdag.

Moderaternes såkaldte spids-spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget Stine Bosse havde i adskillige interviews, blandt andet i Jyllands-Posten, givet udtryk for, at Danmark »fint« kunne og burde tage imod 7.000 flygtninge om året ved at tilslutte Danmark til EUs migrationspagt. 

Men senere om formiddagen sagde hun pludselig, at hun faktisk mente tallet var nul flygtninge

Da Jyllands-Posten herefter ringede til hende igen, forklarede hun, at hun havde »været træt«, da hun blev interviewet.

Siden da har B.T. forsøgt at finde præcist ud af, hvad Moderaterne egentlig mener ved at skaffe en kommentar fra partiformand og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. 

Stine Bosse sagde i flere interviews torsdag, at Danmark skal tage imod 7.000 flygtinge om året. Om formiddagen var tallet pludselig nul.
Stine Bosse sagde i flere interviews torsdag, at Danmark skal tage imod 7.000 flygtinge om året. Om formiddagen var tallet pludselig nul. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Selvom Løkke var i Folketinget fredag til en sundhedskonference, som Moderaterne afholdt, så ønskede han ikke at udtale sig. 

Lars Løkke mødte ellers repræsentanter fra både B.T. og Ekstra Bladet foran Landstingssalen, hvor konferencen blev afholdt. 

Men netop da Løkke trådte ud af elevatoren ved Landstingssalen, så begyndte han at ringe en person op på sin mobiltelefon. 

Inden journalisterne kunne spørge Løkke om noget, så havde han således allerede indledt en telefonsamtale. Et gammelkendt trick, hvis man som politiker ikke er interesseret i spørgsmål fra pressen.

Efter små ti minutters snak, så listede Løkke sig helt tæt op af Landstingssalens dør, som Moderaternes pressechef åbnede for ham, netop som Løkke afsluttede samtalen. 

Herefter listede Moderaternes formand sig ind af døren, uden det var muligt at stille spørgsmål. 

Ikke længe efter fik B.T. besked fra Moderaterne om, at Lars Løkke Rasmussen ikke ønskede at udtale sig fredag.