Når EUs højtestimerede udenrigschef kommer med så markant en udtalelse, er det udtryk for, at der er ved at ske noget i Bruxelles.
Langt om længe.
»Det viser, at man er ved at vågne op. Og det er en erkendelse af, at man i dag simpelthen ikke har redskaberne til at være en effektiv udenrigspolitisk aktør,« vurderer Rasmus Brun Pedersen, ekspert i EU og europæisk sikkerhedspolitik:
»Men det har været længe undervejs.«
Det var tidligere på ugen, at spanske Josep Borrell i en tale kom med den opsigtsvækkende udtalelse, at »en højintensiv, konventionel krig i Europa er ikke længere kun en fantasiforestilling«.
EUs udenrigschef fulgte op med en opfordring til få oprettet det, han kaldte for »en mellemstatslig finansieringsmulighed« på det militære og udenrigspolitiske område.
Altså at der skal flere penge i kassen fra medlemslandene for at kunne gøre en forskel.
Ifølge Rasmus Brun Pedersen, lektor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, har krigen i Ukraine været et wakeupcall for EU-systemet på den militære front.
»Man har tidligere i EU-systemet lavet en masse flotte strategier og handleplaner, men det er ikke for alvor blevet fulgt op økonomisk og institutionelt,« siger han:
»Og det her med at skulle håndtere en egentlig territoriel, eksistentiel trussel mod kontinentet er EU-systemet simpelthen ikke gearet til nu, hverken i volume, beslutningskompetancer, institutioner eller noget som helst.«
Spørgsmålet er så, om det rent faktisk er muligt at rykke medlemslandene.
At få dem til åbne yderligere for de statslige pengekasser i en tid, hvor NATO eksempelvis også skriger på opfyldelse af to procentsmål.
Samt generelle militære oprustninger efter at Rusland er etableret som nyt globalt trusselsbillede, hvor man i EU også har opdaget, at eksempelvis USA ikke længere nødvendigvis er så automatisk en støtte som tidligere.
»Borrells tale viser, at der er strøm i kablerne hos EU. Erkendelsen er der, men det er også lidt af en prøveballon for at se, hvor medlemsstaterne står og hvor langt, de er villige til at gå,« siger Rasmus Brun Pedersen:
»For det er rigtigt mange penge for medlemslandene, der kan være tale om. Så hvor langt er det overhovedet muligt at gå? Det er der ikke helt enighed om,« siger han.
