Fronterne mellem Israel og Iran er mere eller mindre trukket så ultraskarpt op, som de overhovedet kan blive uden at briste.

»Vi har nået et punkt, der er mere farligt end set i meget lang tid,« som B.T.s mellemøstkorrespondent Jotam Confino udtrykker det:

»Det er mange, mange år siden, at vi har været tættere på en regulær krig mellem de to lande end nu.«

I halvanden uge er situationen kun blevet yderligere tilspidset. Lige siden et iransk konsulat i Syrien blev sønderbombet, hvor adskillige iranske topofficerer blev dræbt. Israel formodes at stå bag – i hvert fald ifølge Iran.

Her ses det ødelagte konsulat i Damaskus, Syrien.
Her ses det ødelagte konsulat i Damaskus, Syrien. Foto: Maxar Technologies
Vis mere

Siden har der nærmest dagligt været trusler fra Iran om en voldsom hævn. Senest onsdag har landets leder, Ayatollah Ali Khamenei, buldret:

»Det onde regime begik en fejl, og det skal og vil blive straffet.«

Omvendt kom modsvaret onsdag også prompte fra den israelske udenrigsminister, Israel Katz:

»Hvis Iran angriber fra eget territorium, vil Israel reagere og angribe i Iran.«

Ifølge Jotam Confino, der bor i Israel, er situationens alvor tydelig i landet.

Den iranske ayatollah Ali Khamenei ved kisterne med de syv medlemmer af den iranske revolutionsgarde – heriblandt den højtstående general Reza Zahedi – der blev dræbt ved missilangrebet i Damaskus. 
Den iranske ayatollah Ali Khamenei ved kisterne med de syv medlemmer af den iranske revolutionsgarde – heriblandt den højtstående general Reza Zahedi – der blev dræbt ved missilangrebet i Damaskus.  Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det har skabt stor uro, og det eneste, man taler om, er, hvornår og hvor angrebet kommer,« siger B.T.s Mellemøstkorrespondent:

»Lige nu er meget også et psykologisk spil fra Irans side, men eksempelvis den store usikkerhed i Israel om, hvad der kommer til at ske, viser, at retorikken og truslerne har en effekt.«

I virkeligheden er der dog sandsynligvis ingen af parterne, der egentlig er interesseret i en storstilet og ødelæggende krig, selvom den kan synes uundgåelig efter Israel uventede og voldsomme missilangreb i Syrien.

»Det hele i Mellemøsten handler om at flekse muskler og vise styrke. Det faktum, at Israel i seks måneder har tilladt Iranstøttede Hizbollahs raketter over det nordlige del af landet (læs mere om det her) uden at slå tilbage, har i sig selv været et svaghedstegn for Israel,« siger Jotam Confino og tilføjer:

Jotam Confino er B.T.s Mellemøstkorrespondent.
Jotam Confino er B.T.s Mellemøstkorrespondent.
Vis mere

»Så selv i Iran har man sikkert som minimum forventet, at Israel ville begynde at likvidere iranske generaler forskellige steder.«

Spørgsmålet bliver derfor nok, hvilken karakter Irans modreaktion nu kommer til få.

Og derfor kan det også blive afgørende, om der overhovedet bliver tale om et angreb på israelsk grund.

»Det kan meget vel blive mod israelske ambassader rundt omkring i verden, hvor der allerede har været frygt for et orkestreret angreb. Her er Israel meget mere sårbar end inden for landets grænser,« siger Jotam Confino.

B.T.s Mellemøstkorrespondent påpeger videre, at også USA vil gøre meget for, at Israel og Iran ikke ender i direkte krig for ikke at blive trukket med ind i den.