Råbene blev mandag hørt i gaderne i den russiske by Orsk.

»Putin, hjælp os,« lød det. 

»Skam jer,« lød det også ifølge det uafhængige russiske medie Meduza med henvisning til de lokale myndigheder. 

Frustrationerne i Orenburg-regionen skyldes den store oversvømmelse, der ramte området op til weekenden, da en stor dæmning kollapsede.

Mange boliger i Orsk er oversvømmet. 
Mange boliger i Orsk er oversvømmet.  Foto: Anatoliy Zhdanov/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Nu vurderes mere end 10.000 boliger at stå under vand, hvilket endda også har betydet, at der i forbindelse med mandagens usædvanlige demonstrationer i Orsk blev rettet direkte kritik mod den ellers urørlige russiske præsident. 

»Hver gang der sker en katastrofe i et andet land, sender Putin hjælp dertil. Men hvad med os i Orenburg-regionen. Vi betyder ingenting,« lyder det eksempelvis fra en borger i en video optaget af lokalmediet Ural56 gengivet af Meduza.

Hos VG har Ruslandseksperten Inna Sangadzhieva fra Helsingforskomiteen bidt mærke i lokalbefolkningens reaktion i Orsk. 

Og hun har bidt mærke i den manglende reaktion fra Kreml.

Flere tusinde indbyggere i Orsk er blevet evakueret.
Flere tusinde indbyggere i Orsk er blevet evakueret. Foto: Anatoliy Zhdanov/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vladimir Putin har ikke reageret på tragedien. Han har ikke vist sin medfølelse. Han har sendt sin katastrofeminister, men jeg kan ikke huske at have set ham overhovedet udtale sig om det,« siger hun:

»Putin er blevet stadig mere fjern fra folket. Det så vi i forbindelse Crocus-terrorangrebet og nu også i forhold til oversvømmelserne.«

I Orsk har folk været utilfredse med den kompensation, som de er blevet tilbudt.

Og da de mandag samlede sig foran rådhuset i byen, forsøgte myndighederne at opløse forsamlingen med trusler om, at det i Rusland er forbudt at demonstrere.

Vand i Orsks gader.
Vand i Orsks gader. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men ifølge Inna Sangadzhieva er det netop i lignende situationer, at russere formår at samle sig.

»Protestpotentialet er der. Flertallet venter med at reagere, indtil det handler om dem selv – som når deres sønner sendes i krig, eller de mister deres boliger i en oversvømmelse.

Flere tusinde indbyggere er blevet evakueret. 

Kreml-talsmanden Dmitrij Peskov har meldt ud, at Vladimir Putin har holdt samtaler med de lokalt udpegede ledere udpegede om katastrofen.