Søndag aften kom Beyonces 'Renaissance' turné forbi Washington DC.

Koncerten startede dog skidt, idet den på grund af kraftig regn og lyn måtte udskydes med mere end to timer, mens de mange gæster blev bedt om at søge i ly på det store, udendørs FedExField-stadion.

Forsinkelsen betød selvsagt, at koncerten blev senere færdig. Så sent, at Washington metro under normale omstændigheder ville have indstillet dagens drift. 

Og det var selvom, at driftstiden ellers allerede var forlænget i anledning af koncerten.

Under helt ekstraordinære omstændigheder blev den dog holdt åben i en time mere udover forlængelsen, og det kan metrobrugerne takke Beyonce og hendes hold for.

Det var nemlig dem, der betalte for, at de 98 stationer forblev åbne. Det bekræftede metroselskabet selv, skriver CNN.

'På grund af dårligt vejr, der kan forsinke starten af ​​aftenens 'Renaissance World Tour' på FedExField, vil metroen forlænge køretidspunkterne en time ekstra ud over den allerede tidligere annonceret forlængelse af lukningen,' skrev de og uddybede:

'Den ekstra time finansieres af turneen og dækker omkostningerne på de 100.000 dollar (677.000 kroner, red.) til at køre togene, holde alle 98 stationer åbne samt andre driftsudgifter'.