Flere steder i Jylland er priserne på en bolig steget mærkbart.

Himmelflugt og rekordstigninger. Gang på gang bliver der sunget den gamle sang om boligprisernes rejse mod toppen i hovedstadsområdet, men højere kvadratmeterpriser er ikke kun for dem på 'djævleøen'.

I flere jyske kommuner er priserne også steget mærkbart over de seneste fem år. Det viser nye tal fra Boliga.

Den største procentvise stigning finder man i Nordjylland. For i Brønderslev Kommune er det blevet 22 procent dyrere at købe villa i dag, end det var i 2011. Det er dog stadig billigere at købe bolig her end mange andre steder i Danmark: 7.699 kr. koster hver kvadratmeter.

Aarhus er dyrest

Højere kvadratmeterpriser finder man i Jyllands største by. For i Aarhus er priserne steget med 20 procent for villaer og med 25 procent for ejerlejligheder. Det betyder, at man skal slippe 21.784 per kvadratmeter for en villa og 28.723 kr. for en ejerlejlighed.

Stigningen sikrer også, at Aarhus bliver ved med at være Jyllands dyreste kommune at købe bolig i, skriver Boliga.

Andre jyske kommuner oplever dog også en mærkbar stigning, der ikke alene kan tilskrives enkelte, dyre handler.

I Viborg Kommune er prisen per kvadratmeter steget med 13 procent for villaer og 19 procent for ejerlejligheder, mens den i Esbjerg Kommune er steget med henholdsvis 10 procent for villaer og 11 procent for lejligheder.

Faldende priser

Der er dog også kommuner, hvor de fem år ikke har betydet højere priser - tværtimod.

For ikke alene mistede Tønder Kommune sine kongelige bysbørn i de forgangne år. Priserne for villaer faldt også med 20 procent. Det gør kommunen til det jyske område, der har oplevet det største fald i gennemsnitsprisen per kvadratmeter.

Den vestjyske kommune Struer har oplevet et næsten enslydende fald. Her betalte køberne 8.419 per kvadratmeter i 2011, mens det tal var faldet til 6.922 i år. Et fald på 18 procent.

Her kan du se, hvor meget priserne for villaer har ændret sig i dit område

Her kan du se, hvor meget priserne for ejerlejligheder har ændret sig i dit område

Boliga har opgjort de gennemsnitlige kvadratmeterpriser i henholdsvis første kvartal 2011 og første kvartal 2016. Der er kun medtaget kommuner, hvor der har været minimum 20 salg i perioden.