Venstremanden, levemanden, intellektet, gøgleren og den lidt kantede persona, Søren Pind, var en stærk og intens politiker af en helt særlig støbning, som er helt uden sammenligning i dansk politik. Han efterlader sig et stort tomrum, som der ikke umiddelbart står nogen klar til at udfylde.

Men ud over at han indimellem var rebel og tog nogle kampe, som de fleste ikke havde orket, så havde han også en meget følsom og sårbar side, som kom til udtryk, da jeg lavede et meget privat interview med ham i 2015, da han lige var tiltrådt som justitsminister – eller som han selv kaldte det 'sherif.'

Jeg kom i audiens i det højtidelige ministerium på Slotsholmen og havde lavet en meget sjælden aftale med den normalt dybt private Søren Pind. Vi skulle tale om det at være justitsminister og delefar, for Pind var blevet skilt nogle år tidligere til stor fortrydelse på sine børns vegne. Det kom dog til at vise sig, at interviewet ikke helt gik, som jeg havde planlagt. Jeg var på det tidspunkt politisk redaktør på Søndagsavisen og var træt af, at man altid spurgte kvindelige ministre, hvordan de fik privatliv og ministerjobbet til at hænge sammen.

Derfor havde jeg besluttet at interviewe delefaderen Søren Pind frem for ministeren Søren Pind, og det havde han helt overraskende sagt ja til – noget han senere kom til at fortryde, har han efterfølgende fortalt mig.

Ud gennem døren til hans kontor blæste klassisk musik i en decibel, der var en koncert på Orange scene på Roskilde Festival værdig. Da jeg og fotografen trådte ind i hans kontor, der lidt lignede et kontor i et palæ, mærkede jeg straks hans intense tilstedeværelse. Det var første gang, jeg mødte ham personligt, og han havde en evne til at udvise et enormt nærvær, der gjorde, at jeg glemte alt andet og bare lyttede, når han talte. Han fortalte om, hvordan ministerjobbet var vigtigt for ham, men at de dage, han havde sine to drenge i en såkaldt 4/9-ordning, kom det meste i anden række.

»Det fylder meget at sørge for, at deres rammer er i orden. Hvis ikke man sådan ret kontant melder ud over for et stort ministeriesystem, som det her, så er der jo ingen grænser for, hvad man skal hele tiden. Jeg skal nok knokle og varetage de opgaver, jeg skal varetage, men hvis det går helt galt, så må folk komme ud til mig om aftenen, for jeg skal sige godnat til mine børn, og jeg skal have mine samtaler med dem, og sådan er det. Og så kan de i øvrigt drive rovdrift på mig de andre dage, hvor jeg ikke har dem. Telefonen er jo opfundet,« sagde han blandt andet.

Interviewet gik rigtig godt. Men da det var ved at være slut, gjorde han noget, som i den grad kendetegner mennesket Søren Pind. Jeg havde i en fodnote fortalt ham, at jeg selv var blevet skilt for et års tid siden. Det er altid en god tilgang til en kilde at vise, at man selv er et menneske, der kan sætte sig ind i det, interviewpersonen fortæller om.

Men den fodnote havde Pind ikke glemt, for så skal jeg lige love for, at han overtog interviewet, kiggede mig lige ind i øjnene og begyndte at stille mig en byge af private spørgsmål. Var der en tredjepart involveret (aka var en af jer utro)? Og i såfald hvem af jer? Hvad for en deleordning har I? Har I kunnet sammen bagefter? Og han blev ved, mens jeg blev mere og mere perpleks. Men Pind kunne have været et god journalist, for han kunne simpelthen få mig til at svare på de dybt private og nærmest grænseoverskridende spørgsmål.

Hvorfor fortæller jeg denne anekdote om Søren Pind? Jo, den siger alt om ham som menneske. Han har en dejlig blanding af enorm nysgerrighed over for det menneske, der sidder foran ham, blandet med en frækhed og en kækhed – for hvorfor var det kun ham, der skulle svare på private spørgsmål? Det skulle jeg da også, når vi nu var i gang, tror jeg, han har tænkt.

Jeg forlod det mondæne kontor i en tilstand af perplekshed og fascination af Søren Pind. Hvilket herligt menneske! Desværre fortrød han interviewet, fortalte han mig senere. Jeg mødte ham på Folkemødet sidste år, kækt klædt med hat og i et lyst, sommerligt jakkesæt. Her indrømmede han, at der er meget få ting, han har fortrudt i sit liv. Men dét interview fortrød han. Det havde simpelthen været for privat, følte han og har siden lukket helt af for den slags interview.

Jeg er nu glad for, han gjorde det. Det var et stærkt møde, som har siddet i mig efterfølgende, og det var vigtigt at vise, at man som far også kan prioritere sine børn, selvom man har et topjob i politik.  Der er så lidt nærvær, efter vi har fået smart phones og sociale medier. Men Søren Pind er i den grad nærværende. Noget Pind selv er gået i brechen for – også når det gjaldt hans egne ansatte i hans ministerium (de måtte ikke tjekke arbejdsmails om søndagen, 'for hviledagen skal kommes ihu') og i samværet med hans børn. Jeg kommer personligt til at savne hans skæve og stridslystne personage i dansk politik. Jeg er sikker på, jeg ikke er den eneste.