Det er tæt på genialt!

Efter sidste uges skuffende afsnit, kom 'Badehotellet' i denne uge tilbage op i gear med flere sjove indfald og en afsluttende meta-scene, der lover godt for de sidste fire afsnit.

Lad os få de dårlige ting af vejen først.

Udover det faktum, at de spiller lidt kunstigt, så forstår jeg heller ikke, hvorfor man har valgt at presse de to nye stuepigers historie ind her i den afsluttende sæson.

Jeg vil langt hellere have bundet ordentlig sløjfe på de gamle karakterers historiebuer - og derfor virker det lidt som irriterende fyld, at vi som i denne uge igen skal bruge tid på at se deres indbyrdes forhold udvikle sig.

Rosalinde Mynsters comeback til 'Badehotellet' har derudover endnu ikke tilføjet så meget.

Det var fint at se hende blive genforenet med køkkenpersonalet. 

Det virkede så hjertevarmt, at man næsten skulle tro, at det var en optagelse af skuespillernes første rigtige gensyn, men historien om Morten og Fies skibsforlis er indtil videre til den lidt for tunge side.

Hannah Gass Sibbesen som en af de nye stuepiger.
Hannah Gass Sibbesen som en af de nye stuepiger. Foto: TV 2
Vis mere

Det er helt sikkert væsentligt at få med, men scenen hvor de to taler i Mollys køkken om de døde drenge blev holdt i en alt for sørgmodig tone.

Selvom det ofte styrker serien at drysse alvor ud over det lette spil, så kan det også blive for meget.

Men altså. Ugens afsnit var generelt fyldt med underholdende indslag.

For det første er det interessant at følge, hvordan samfundet nu begynder at vende ryggen til badehotellet, efter at nyheden om Amandas forhold til den tyske soldat er sluppet ud.

Birthe Neumann og Sonja Oppenhagen i 'Badehotellet'.
Birthe Neumann og Sonja Oppenhagen i 'Badehotellet'. Foto: TV 2
Vis mere

I denne uge var det de nærliggende købmænd, der ikke længere vil handle med hotellet, og det bliver spændende at se, hvad det ellers får af konsekvenser.

Lars Ranthe og Anne Louise Hassing var derudover i topform som hr. og fru Madsen.

Først på slap line da de hr. Madsen overrumples af Hr. Serups uanmeldte ankomst til hotellet og vælter rundt på sit hotelværelse for at få ryddet op.

Man mærker tydeligt, at Lars Ranthe og Anne Louise Hassing har en fest sammen som det højtråbende ægtepar, og i ugens afsnit fik det endnu et nyk op ad, da hr. Madsen eksploderer i raseri over, at fru Madsen er kommet til at sende fru Serup på skadestuen.

Jens Jacob Tychsen som Hr. Weyse.
Jens Jacob Tychsen som Hr. Weyse. Foto: TV 2
Vis mere

Afsnittets dramatiske højdepunkt stod Hr. Weyse imidlertid for.

Jeg ved ikke, om det bare er mig der overfortolker, men det var helt genialt, da han til sidst i afsnittet fremlagde sin fortolkning af Ibsens teaterstykke og helt meta-agtigt fik det til at lyde som en metafor for tv-serien 'Badehotellet'.

I første akt af Hr. Weyses teaterstykke, der udspiller sig på et badehotel, truer en krig i horisonten, mens karaktererne mest har travlt med deres egne problemer.

I anden akt er krigen i gang, mens karaktererne stadig er mest optagede af sig selv.

Lyder det bekendt?

I tredje akt eksploderer det hele - og hvis Hr. Weyses teaterstykke altså skal tolkes som en metafor for tv-serien, så har jeg nu igen store forventninger til de afsluttende afsnit.

Vi får at se.

En sjov detalje: Hr. Aurland fortalte i ugens afsnit med gru, hvordan fangevogterne i kz-lejrene om aftenen tog hjem til deres familier og levede et normalt liv. 

For tre uger siden vandt filmen 'The Zone of Interest' en Oscar for netop at behandle den knap så fortalte side af Anden Verdenskrig.