DMI varsler om vindstød af stormstyrke. 

Det gør de på det sociale medie X.

De forventer en stormende kuling med vindstød af stormstyrke ved Thisted, Jammerbugt, Hjørring og Frederikshavn. 

Derfor er der nu et varsel i kategori 1 de næste 48 timer. 

Tidligere på dagen kunne den vagthavende meteorolog Erik Hansen i en vejrkommentar på DMI's hjemmeside forklare, at fredagen byder på massivt regnvejr, vindstød af stormstyrke og risiko for oversvømmelser. 

Regnen når Jylland først i morgentimerne, hvorefter det glider hen over landet og først forventes at have passeret Bornholm fredag aften.

Men så begynder vejret også at ændre sig. 

Natten til lørdag aftager vinden, og i stedet begynder der i weekenden gradvis at strømme mere mildt luft op over os fra sydvest, oplyser DMI.

Det ser samtidig ud til, at vi får mere 'roligt og tørt' vejr, mens temperaturen kan ende på seks-syv grader.

»I starten af næste uge bliver luften endog meget mild for årstiden, mandag med dagtemperaturer på 5-9 grader, og tirsdag kan vi måske nå dagtemperaturer omkring 10 grader,« forklarer Erik Hansen i vejrkommentaren.