En filmoptagelse gik helt galt for velhavende amerikansk playboy

En 33-årig amerikansk velhaver og playboy kan tilføje en ny titel til sit CV på de sociale medier og i sladderpressen.

Ud over at være kendt som det sociale medie ‘Instagrams største playboy’ kan Dan Bilzerian nu også kalde sig selv for ‘Instagrams største klovn’.

Den lidet flatterende titel har Dan Bilzerian fået fra Hollywood-sladdersitet TMZ, efter han smed den 18-årige pornomodel Janice Griffith ud fra et tag og ned i en swimmingpool, så hun brækkede sin fod.

I USA er Dan Bilzerian en karakter, der bliver lagt mærke til. Han er pokerspiller og ifølge Wikipedia medstifter af blandt andet en gambling-hjemmeside. Mest af alt bruger han dog tiden på at more sig for sin fars penge. Det meste af Dan Bilzerians rigdom stammer fra faderen, der er en succesrig forretningsmand.

Livet i overhalingsbanen har givet ham titlen som ‘Instagrams største playboy’. En titel han har sikret sig ved rundhåndet at poste billeder af sig selv i selskab med topløse damer, våben og i luksuriøse omgivelser såsom private jetfly, luksusyachts og hotelværelser.

Dan Bilzerian, der også er skuespiller i ny og næ, var i færd med at skyde en billedserie til det amerikanske Hustler Magazine, da han ifølge TMZ fik den geniale ide at smide pornomodellen Janice Griffith i svømmepølen fra taget af en Hollywood-villa.

På videoen ser man Bilzerian tage godt fat om den spinkle 18-årige sexmodel og nærmest kuglestøde hende ud over taget. I al retfærdighed skal det dog siges, at det ser ud til at det er ganske planlagt. Uheldigvis rammer Janice Griffith dog kanten af pølen med sin fod, der brækker og hun må på hospitalet for at blive lappet sammen.

Uheldet koster hende ifølge TMZ flere uger, hvor hun er ude at stand til at arbejde. Nu varmer den amerikanske jura-mølle ifølge sladdersitet op til sagsanlæg og lignende artigheder. Imens kan pressen og læserne more sig med at se den skøre video og filosofere over, hvor farverigt livet i Hollywood kan være.