Han havde bestilt et særligt måltid på Air India-flyet fra Dehli til London. Og det var, hvad han fik.

Ifølge engelske The Independent fik manden sig noget af et chok, da bakken med flymad blev serveret på hans bord.

For nedenunder den burger, han skulle nyde til frokost, lå et firben. Godt nok et lille ét, men ikke desto mindre et firben.

»Han begyndte bare at skrige,« fortæller en anonym medpassager ifølge The Independent.

Den chokerende oplevelse førte tilsyneladende til, at flere andre passagerer ombord på flyet sagde nej tak til at nyde måltid på vejen til London.

Et foto af bakken og firbenet er allerede et hit på twitter, hvor det diskuteres ivrigt, om det er ægte eller ej. Og det mener flyselskabet Air India bestemt ikke, at det er.

De afviser på det kraftigste, at der skulle have fundet sådan en episode sted ombord på det pågældende fly.

Men der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at det kan være rigtigt. Og at det er en hævnakt.

Air India skulle nemlig have store økonomiske problemer for tiden og være dybt forgældede. Og en af konsekvenserne er, at de i månedsvis ikke har været i stand til at betale regningerne til det selskab, som leverer deres flymad.