Efter en onsdag med generalprøve, hårfarvning, gags og gode Bookmaker-odds, er det danske hold klar til at give den max gas på ESC-scenen

Onsdag eftermiddag, før første generalprøve i Beograd Arena, inviterede Simon Mathew B.T. indenfor på hotelværelset på Continental, hvor DRs makeup-artist Susan Salling har hans og de andre drenges scene-tøj strøget og parat.
Og er leveringsdygtig i alt fra hovedbundsmanage over vabel-plastre til mørk spray-farve til trommenslageren Morten Hellborns lyse hår, så hele det danske Grand Prix boy band fremstår ensartet.

-Og her ser I så min skjorte, min hat, og mine magiske seler. Måske jeg helt dropper bukserne. Det ville da måske skabe lidt opmærksomhed, jokede Simon.

Tirsdag aften havde hele holdet bag danskernes bidrag 'All Night Long' været til første semifinale, hvor ikke bare hotel-veninderne fra Norge gik videre til finalen. Også de metal-glade finner kom med, og alle blev ved den lejlighed enige om, at det ville være noget videre ok, hvis man kunne danne en Skandinavisk finale-front. Med svenske Charlotte Perelli, Simon og islandske Euroband.

Scroll ned og læs mere

En niendeplads til Danmark?
Mens en finaleplads til Simon bare for nogle dage siden gav masser af penge hos bookmakerne, har f.eks. giganten Ladbrokes ham nu på en niendeplads til semifinalen torsdag aften. Og efter første generalprøve onsdag eftermiddag, hvor der blev klappet i stor stil af danskerne, var stemningen da også i top i den danske lejr.

Ok, der var lidt tekniske problemer med lydniveauer. Men 'det er jo det generalprøver skal bruges til'. Og i onsdag aften, mellem 21 og 23, blev det hele testet en gang til.

-Vi er så parat til semifinalen og til at gøre det bedste vi kan for Danmark, sagde Simon.