Melodi Grand Prix-vinderen blev dømt ude af DRs bedømmelsesudvalg.

- Vi havde fået et brev om at vores sang ikke var kommet med, men i starten af december fik vi så at vide, at nogen havde trukket sig og vi derfor var med alligevel. På det tidspunkt havde vi bare en uge til at finde en solist, fortæller komponisten Jacob Launbjerg.

Sammen med Nis Bøgvad (den ene halvdel af Back to Back) og produceren Svend Gudiksen, har Launbjerg skrevet årets DMGP-vindernummer 'All Night Long'. Og da de fik beskedden om, at de alligevel var blandt de 16 ­udvalgte, havde de kun en uge til at ­finde en solist til at fremføre sangen.

En række syngende herrer blev testet i studiet, men da Simon Mathew kom til ­mikrofonen, så var holdet klar over, at de havde fundet deres mand.

- At komme med på afbud og så vinde, er lidt i familie med EM i fodbold i 1992. (Hvor Danmark kom med efter at Jugoslavien blev ekskluderet på grund af borgerkrigen, og endte med at vinde hele ­svineriet, red.). Jeg er SÅ glad nu. Da Jakob Sveistrup vandt i 2005 (Jacob Launbjerg skrev Sveistrups 'Tænder på dig'/'Talking to You' sammen med Andreas Mørck, red.) troede jeg, det var en once-in-a-lifetime oplevelse. Men nu sker det igen. Det er da helt fan­tastisk, siger en overlykkelig Jacob Launbjerg.

DR: Det skete en fejl
En række af B.T.s kilder mener at vide, at det var selveste X-Factor-dommeren, Remee, som trak sit ellers udvalgte DMGP-bidrag og dermed gav plads til Launbjerg, Mathew og 'All Night Long'.

Men Remee svarede i går ikke på B.T.s telefonbeskedder og smser, og hos DR fortæller DMGP-redaktør Mads Lindemann, at tingene ikke hænger så enkelt sammen.

- Det er rigtigt, at vi ved en fejl var kommet til at ­sende et brev til komponisterne bag 'All Night Long' om at de var ude. Men det har de aldrig været. Vi nøjes ikke med kun at henvende os til de 16, som er sikre på en semifinaleplads. Vi udtager flere, end der er plads til, og i år tror jeg det var 22. Der skal jo være plads til, at man kan trække sig; nogen kan måske ikke ­finde den rigtige solist. Hvad angår Remee, kan jeg ikke ­kommentere rygtet, siger Mads Lindemann.