Never change a winning team, siger man i sportens verden. Sådan er det også i Nykøbing Falster. Revydirektør Flemming Krøll stiller i år op i samme formation som sidste år, hvor Nykøbing F.-revyen fik masser af anmelderroser og næsten fuld belægning.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Fra 12. juni er Krøll på scenen sammen med Ann-Mari Max Hansen, Max Hansen, Jacob Morild, Gunver Reynberg og kapelmester Morten Wedendahl.

I år bliver medieverdenen til dels et gennemgående tema i revyen, men der er også folkelige og musikalske numre, som f.eks. et fordansket Manhattan Transfer-potpourri.

Scenen er bygget op som en avisredaktion, og det kan næppe overraske, at B.T.s historier med prins Henrik og eks-kong Peter Brixtofte har inspireret til et enkelt nummer.

Ligesom vores sexbrevkasseredaktør Ørting og kolleger i pressen har inspireret til et andet nummer.

»I gamle dage var det nemmere at lave revynumre om politiske enkeltsager. I dag går medieudviklingen så stærkt, at det er blevet sværere. Scenen giver os mulighed for at tage forskellige politiske emner op.

Heldigvis har vi bl.a. Danmarks bedste revyforfatter Carl-Henrik Sørensen med på forfatterholdet.

Efter valget i november er der sket en masse. Jeg synes da f.eks., at det er inspirerende, at vi har en statsminister, der i virkeligheden er imod staten. En kulturminister, der er imod kultur. En miljøminister, der bekæmper miljøet. En forsvarsminiser, der slås med forsvaret og en kirkeminister, der er imod præsterne,« siger Jakob Morild, hvis kone, skuespilleren Mette Marckmann i øvrigt spiller revy i Græsted samtidig.

»Jeg bor i sommerhus ved Nykøbing og Mette bliver boende i huset i København, så længe vi spiller. Mette har faktisk købt et automobil i samme anledning,« fortæller Morild.

For københavnere og sjællændere med interesse for Nykøbing F.-revyen arrangeres der særtog eller busture til Falster.