The Floor Is Made Of Lava er favoritter til at hive hovedprisen med hjem, når P3 Guld løber af stablen fredag.

Da Gaffa Prisen blev uddelt i december, måtte The Floor Is Made Of Lava se de fem priser, de var nomineret til, ende hos veteranerne fra Kashmir.

Nu får det jyske rockband endnu en chance for at hive et trofæ hjem til hylden. De fire gutter er nemlig nomineret til P3-prisen, som uddeles ved showet P3 Guld fredag aften.

- Personligt har jeg altid været stor fan af P3 Guld og har fulgt godt med, siden jeg startede med at lave musik. Så det er ret vildt pludselig at være en af dem, der er nomineret, siger Tobias Kippenberger, der er forsanger i The Floor Is Made Of Lava.

Ud over rockbandet er også Fallulah, Lucy Love, Vinnie Who og Oh Land nomineret til P3-prisen.

The Floor Is Made Of Lava var også en af kandidaterne til P3 Lytterhittet, men måtte se sig slået i de indledende runder af heavyrockerne fra Volbeat i en lytterafstemning på nettet.

- Så vi sætter vores lid til dem, der uddeler P3-prisen, selvom konkurrencen er hård. Det er et bredt felt - en, der laver disko, en rapper, to poptøser og et rockband, siger Kippenberger og fortæller, at bandmedlemmerne har hver deres favorit blandt konkurrenterne, hvis de ikke selv skulle løbe med prisen,

- Men uden det skal lyde for selvfedt, så regner vi da med at få prisen. For hvorfor skulle vi overhovedet lave et album, hvis vi ikke selv syntes, vi har verdens bedste band, griner forsangeren.

Og det ser heller helt sort ud for de fire sønder- og vestjyder: Tobias Kippenberger, bassist Simon Visti, trommeslager Asbjørn Nørgaard og guitarist Lars Rock.

Ifølge spillesiden Unibet er Floor Is Made Of Lava nemlig favorit til at tage P3-prisen med hjem. Samme side spår, at Turboweekend får prisen for P3 Gennembrudet og Nabiha talentprisen, mens Simon Kvamm kæmper mod sig selv i P3 Lytterhittet.

Unibet spår nemlig lige chancer for Nephews "Police Bells And Church Sirenes" og De Eneste Tos "Jeg har ikke lyst til at dø".

/ritzau/