Peter Ingemann, 31 år, er Frode Munksgaards afløser som TV-vært på »Hammerslag«, der vender tilbage til efteråret.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Han er en rund og lun jyde, men så hører al sammenligning også op. Peter Ingemann er helt sin egen.

»Det er mit drømmejob, men jeg kommer ikke med revolutioner eller møder op i dametøj. Jeg er ikke Frode og omvendt, så der vil være et stilskift. Men der skal ikke pilles for meget ved »Hammerslag«. Hammerslag skal holdes helt nede på jorden. Det er en god egenskab,« siger Peter Ingemann, der sammen med Camilla Ottesen har haft stor succes med handyman-katastrofe-programmet »SOS- Jeg har gjort det selv«.

»Nu er jeg meget grøn i værtsfaget, så man kan rolig sige, at »SOS - jeg har gjort det selv« er en slags opvarmning. Kamilla kender alle. Mange spørger sig selv. »Hvem er den mand. Er han med i programmet eller hvad?,« griner Peter Ingemann, der har prøvet lidt af hvert, inden han er blevet een af DR´s nye værtsprofiler.

Galskab og humor
Han beskriver sig selv som født midt i en oliekrise. Han er vokset op i et hjem med højt til loftet, fyldt med galskab, kærlighed og megen humor, og det er der stadig væk.

Peter Ingemann kan både skrive student, pakker af toldfri varer til charterfly, akkordslagter og papkassesamler på sit visitkort, inden han startede som radioreporter på Radio Silkeborg. Rigtig journalist blev han i 2001, hvor han blev ansat i DR på ungdomsprogrammet ROFL.

»Her nåede jeg at få seks fuldstændig vanvittige måneder, inden programmet lukkede. Så blev jeg ansat på »Rene Ord For Pengene«, og var der i to et halvt år, inden det lukkede. Jeg ved ikke, hvorfor programmerne altid lukker, når jeg er i nærheden,« siger Peter Ingemann og krydser fingre.

»Jeg har altid fulgt Frodes programmer, så jeg er superglad for at få værtsjobbet på Hammerslag. Jeg var den første, der var til prøvefilming, og gik rundt med rystende hænder.

Jeg turde slet ikke håbe på det - og alligevel. Der er så mange ting i det program, som jeg rent privat kan relatere til. Det værste, der kan ske, er at jeg bliver en forkølet Frode-klon,« siger Peter Ingemann.

Peter Ingemann har entreprenør-blod i årene, men får afløb for sin gør-det-selv-trang i det forholdsvis nyindkøbte murermesterhus fra 1948 i Ry, hvor han bor sammen med Trine og sine to dejlige døtre, Caroline på 4 år og Marie på seks måneder. Han er godt i gang i kælderen.

»Men jeg bliver aldrig nogen stor håndværker. Det med det selv-udjævnende gulv passer altså ikke!«. Rigtig galt gik det, da han ville kalke loftet.

»Jeg havde kalket væggene og ville lige give loftet en tur. Jeg fik kalk ned i hovedet, og fik også noget i det ene øje. Da det blev ved med at prikke, fik jeg kikket på emballagen: »Søg læge med det samme,« stod der.

Jeg ringede til skadestuen, der bad mig komme med det samme. Da jeg kom derud, blev jeg hevet ind foran alle de andre i køen, og fik tvangsskyllet mit øje i 4 timer. Det var en meget ubehagelig oplevelse og en rigtig gør-det-selv-bommert. Nu har jeg lært lektien og købt briller,« fortæller Peter Ingemann, der beskriver sig som ægte jyde, også i forretningsmæssig henseende.

»Vi er længe om at komme til læge og ringe efter håndværkerne. Jeg købte min første bil af Låsby-Svendsen. Han ville have 50.000 - jeg ville give 12.000 - og vi endte på 15.000 kr,« griner han.

Men en fordel har han da opdaget ved at være en gør-det-selv-mand: »Det er nemt at imponere sin kone og blive populær i hjemmet.

Jeg tror, at i vores ligestillingsprægede verden, er gør det selv-arbejdet een af mændenes sidste bastioner - så længe det varer,« slutter Peter Ingemann, der allerede er gået igang med optagelserne til efterårets debut på »Hammerslag«. ke@bt.dk