Bon Jovi ville hellere spille koncert nummer 86 på den nyeste turné frem for at mænge sig med eliten til årets Rock ’n’ roll Hall of Fame fest i New York. Folkets band kom så og sejrede i ukrukket stil på en pløjemark nær Randers.
Jeg har altid selv haft det lidt blandet med Bon Jovi. Bandet der var lidt bedre end Europe, da de var på toppen. Men også bandet der aldrig blev så autentisk og ægte som Bruce Springsteen på trods af den fælles hjemstat New Jersey. Og bandet der siden næsten udelukkende har dedikeret sig til power ballader. Grmpf.Torsdag aften gik de på scenen lidt i 21 og måtte kæmpe lidt med solen i øjnene. Vi andre måtte kæmpe med ikke at kunne se storskærmene på grund af solen, der på den anden side varmede så rart i ryggen.
Det overraskede mig sgu, at Bon Jovi stadig er så populære, at de kan samle omkring 30.000 mennesker på en mark langt fa en ordentlig by.
Grunden og beviset ligger i de gamle sange. Ud af den første håndfuld numre var to ud af fem gamle hits som for eksempel ”You Give Live a Bad Name” og ”Runaway” og de slog ud til ni på en folkeskala der gik til ti, mens nyere sange blafrede lidt henover hovederne på publikum.
Der har været sagt og skrevet en anelse godt og en del dårligt om koncerter på marker i Jylland. I Århus var arrangørerne bag en koncert med The Police mildest talt klodsede og der må jeg sige, at det gik noget bedre i Gl. Estrup.
Næste år skaffer de nok flere Dankortautomater og er knap så ufleksible ved indgangene, hvis man har to forskellige slags billetter, men i alt var inkompetencerne lig med børnesygdomme. Ellers så alle ud til at være glade i det jyske.
Det er da også svært at surmule, når Jon Bon Jovi stadig er ret så charmerende og Richie Sambora spiller sine renskurede elektriske guitarsoloer pertentligt præcist.
Der er ingen krummer på hans køkkenbord. Resten af bandet er bare godt gammeldags sammenspillede, så man bliver glad ind til benet. Og så er der lige ”It’s My Life”.
En charmerende og irriterende ørehænger af et hit, der meget godt sætter fingeren lige der, hvor Bon Jovi er. En mellemting mellem noget vi alle sammen kan heppe på og det hamrende indlysende. ”Its’ My Life. It’s now or never. I’m not gonna live forever”. Livsbekræftende og på samme tid tåkrummende banalt.
Bon Jovi er et band med et langt liv bag sig – et noget mere usikkert liv foran sig. Så længe de fører sig så samvittighedsfuldt frem som de gør – i New York eller ude på bøhlandet (undskyld til bondemændene i Gl. Estrup, men det er dælme langt ude) – er der dog ingen grund til at klage. De leverer stadig varen.
Da jeg skriver de sidste linier lyder slutmusikken fra scenen og stopuret står på to og en halv time. Selv om billetterne fra starten var meget dyre, er minutprisen vupti presset ned på godt fire kroner.
