I en times tid og lidt til var det sgu lige pludselig 1970 igen. Indrømmet; det er en tanke, som umiddelbart kan lyde så tiltalende som ugegammel shawarma med muggen ged.
Men ved I hvad venner? De lavede faktisk fremragende rockmusik dengang (tænk Stooges og Black Sabbath for blot at nævne to), og den gennemført autentiske danske trio Baby Woodrose skal sandelig ikke høre et ondt ord for at genopleve den tid.Og gøre det overraskende godt. For det faktum til trods at Baby Woodrose var formidabelt fejlplacerede på Skanderborgs største scene i går og måtte starte koncerten for de få udvalgte, spillede de spade-svinet hjem i folden til et stedse større publikums tiltagende fornøjelse.
Opflasket med baljevis af bajere og vaccineret med en grammofonnål - nedslidt af sene 60er og tidlige 70er rock-LPer - stampede sanger og guitarist Lorenzo Woodrose (godt dansk navn dér!) og hans basalt bankende backingduo en lyd op, som afgjort var meget mere Michigan end Måløv, og selv om det måske ikke altid var lige elegant, må jeg med en kollegas ord bemærke: ja, de elsker sgu da i hvert fald det, de laver!
De af jer, som har orden i rockhistorien, vil vide, hvad jeg ævler om, når jeg skriver »Grand Funk Railroad«. De af jer, som ikke gør, skal blot vide, at dét betyder »FEDT!«. Værsgo; et Baby Boom uden utidig vræleri . De kalder det rock'n'roll. Vi andre takker... steff
steff
