En kæmpemæssig spækhugger forsøgte tilsyneladende at tage livet af sig selv for øjnene af chokerede turister efter et hvalshow på den spanske ferieø Tenerife.

Befri Morgan! Sådan lyder kravet fra dyrevenner verden over efter, at spækhuggeren Morgan forleden lavede noget, der set med det menneskelige øje lignede et selvmordsforsøg.

Spækhuggeren lever i forlystelsesparken Loro Parque på Tenerife sammen med fem artsfæller. Efter et show forleden hoppede den af sig selv op på et beton-plateau på kanten af bassinet og lå ubevægelig i omkring 10 minutter, mens chokerede turister så til.

Ifølge Daily Mail forlod de fleste publikummer dog tilskuerpladserne, mens andre fik travlt med at tage selfies med den strandede hval.

Dyreretsorganistaionen 'The Dolphin Project' siger til avisen, at man ikke kan forklare årsagen til dyrets opførsel.

»Desværre var Morgan stadig oppe af vandet, da fotografen blev nødt til at forlade stedet,« siger organisationens talsperson.

Episoden kommer blot få uger efter, at den samme spækhugger flere gange hamrede hovedet ind i et jerngitter i bassinet. Det blev set som et desperat forsøg på flugt.

I naturen er spækhuggerne i konstant bevægelse, og de svømmer endda i søvne. Hvis de ligger på land for længe, er der risiko for, at deres organer bliver mast og ødelagt af deres enorme vægt.

Det er ikke første gang, at de store hvalshow for turister møder kritik. Sidste år fik SeaWorld i San Diego, Califonien, forbud mod at fortsætte med at avle spækhuggere, efter at en af deres hvaler havde slået sin træner ihjel.

Den kritiske dokumentarfilm 'Blackfish', som viste alvorlig vanrøgt af de store dyr i 2013, har betydet, at besøgstallene i de verdensberømte parker en overgang faldt drastisk.