Den angolanske oprørsbevægelse FLEC siger, at den står bag skudattentatet mod det togolesiske fodboldlandshold. Der meldes om ni sårede og én dræbt

Det er tilsyneladende oprørsbevægelsen FLEC, der står bag fredagens attentat på det togolesiske fodboldlandshold. Ifølge det portugisiske nyhedsbureau Lusa har FLEC i hvert fald påtaget sig skylden for angrebet, der kostede én person livet og sårede ni andre.

Cabinda-regionen er rig på olie og er adskilt geografisk fra resten af Angola af en smal landtange i Congo. FLEC har i mange år kæmpet for enklavens selvstændighed, men indgik dog en fredsaftale med den angolanske regering i 2006.

På det seneste er uroen igen blusset op, blandt andet i form af angreb på Angolas regeringsstyrker og på de udenlandske olieselskaber, der har base her.

Det togolesiske fodboldlandshold var på vej i bus til regionens hovedstad, der også hedder Cabinda, hvor holdet efter planen skulle have deltaget i de afrikanske mesterskaber, African Nations Cup. Men ved grænsekontrollen blev bussen angrebet med maskingeværild, og det togolesiske fodboldforbund fortæller, at en buschauffør blev dræbt i forbindelse med angrebet, mens ni spillere og ledere blev såret.

Ifølge BBC har den angolanske regering fordømt angrebet, der karakteriseres som "en terroristisk handling"

/ritzau/