Israel har sendt ekstra soldater til Vestbredden af frygt for, at palæstinensisk FN-ansøgning kan udløse uro.

Israel har sat sine sikkerhedsstyrker i højeste alarmberedskab få timer inden, palæstinensernes selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, afleverer en formel ansøgning til FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, om at optage Palæstina i FN .

Fem ekstra bataljoner er sendt til Vestbredden for at forhindre, at det kommer til uroligheder i de besatte områder, skriver den israelske avis Haaretz.

Selv om Israels militær foreløbig ikke har oplysninger om konkrete planer om vold og ballade, er forsvarskommandoen bekymret for, at Abbas' omstridte ansøgning kan føre til sammenstød mellem jødiske bosættere og palæstinensere.

Samtidig har den islamistiske Hamas-bevægelse, som har kontrol over Gaza, udråbt fredag til vredens dag.

Og israelsk militær holder i samarbejde med selvstyremyndighederne øje med, hvad der sker i forbindelse med fredagsbønnen rundt omkring i de besatte områder.

- Det palæstinensiske selvstyre har ingen interesse i, at protesterne løber løbsk. Men spørgsmålet er, om de kan styre det og få situationen under kontrol, hvis det kommer til voldsomme uroligheder, siger en fremtrædende israelsk officer til Haaretz.

Også israelsk politi er sat i alarmberedskab fredag, særligt i Jerusalem, den nordlige del af Israel og på grænsen til Vestbredden.

De seneste dage har der været sporadiske protester og demonstrationer i de palæstinensiske områder og i selve Israel.

Således gik omkring 1000 palæstinensere torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP på gaden i Gaza og Ramallah for at protestere mod USA's præsident, Barack Obama, som forinden i en tale i FN havde prøvet at tale Abbas fra at søge om optagelse i FN.

Og i Tel Aviv demonstrerede venstrefløjsaktivister og intellektuelle torsdag til fordel for oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat, rapporterer Jerusalem Posts netavis.

/ritzau/