KLUMME: Det sendte chokbølger gennem Israel lørdag nat, da talsmanden for militæret fortalte nationen på live TV, at ballistiske missiler, krydsermissiler og droner netop nu var på vej fra Iran.
Nervøsiteten og usikkerheden kunne mærkes på TV-panelet, der forsøgte at forudsige, hvilken skade de ville forvolde.
Israels missilforsvar har tidligere skudt ballistiske missiler ned fra Houthi-rebellerne i Yemen, men den storm af missiler, der var på vej, var hidtil uset.
Israel havde forberedt sig på et angreb i næsten to uger, som modsvar på likvideringen af en højtstående iransk general i Damaskus. De færreste havde dog forudset så omfattende et angreb.
Tidligere på dagen havde jeg talt med israelere i strandbyen Herzliya om det forestående angreb. Ingen var bange, og de fleste mente, det var det sædvanlige bluff fra præstestyret.
Andre israelere, specielt immigranter, var dog ekstremt nervøse. Flere, jeg talte med i dagene op til, overvejede at forlade landet af frygt for et angreb.
Stemningen ændrede sig markant, da missilerne var på vej, og luftsirenerne gik i både det sydlige og nordlige Israel, såvel som i Jerusalem og på Vestbredden.
Millioner af mennesker måtte løbe i beskyttelsesrum endnu engang, men alle vidste, at dette angreb var noget, Israel ikke havde set i mange år.
Med hjælp fra USA, Storbritannien, Frankrig, Jordan, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater blev 99 procent af missilerne og dronerne skudt ned.
Israels missilforsvar og jagerfly stod for størstedelen af nedskydningerne, mens de andre lande hver især hjalp til, både med at skyde ned, men også med at dele efterretninger mens angrebet stod på. Et klart signal til Iran om hvilken side af konflikten, de står på.
Alle seriøse eksperter verden over var dog enige om det samme; Iran forsøgte at gøre voldsom skade på Israel. Den militære fiasko viste sig derfor også at være en enorm strategisk fejltagelse fra det ellers kloge præstestyre.
Med ét gik Israel fra at være under massivt pres fra hele det internationale samfund på grund af Gaza, til pludselig at have en kollektiv støtte fra alle Vestens nationer.
Iran blev kategorisk fordømt, og sanktioner blev senere indført. Men Israel blev samtidig advaret på det kraftigste om ikke at svare igen. »Tag det som en sejr,« fortalte Joe Biden Netanyahu i et telefonopkald sent lørdag efter angrebet.
Men i Mellemøsten er styrke det eneste sprog, man taler. Israel har nu en gylden mulighed for at svare igen, samtidig med, at det har fået verden til langt om længe at indse, hvem der udgør den største trussel i Mellemøsten, hvis de stadig skulle være i tvivl.
Ifølge mine kilder tæt på regeringen har man diskuteret intenst i krigskabinettet hver dag siden lørdag, og man er nået til enighed om, at der skal komme et modangreb.
Men Netanyahu har afblæst flere operationer i sidste øjeblik siden lørdag af frygt for at miste USA's støtte. Andre i kabinettet har advokeret for at angribe Iran allerede lørdag nat.
Det, der er blevet besluttet, ifølge mine kilder, er et strategisk, men smertefuldt svar, som både kan være et militært angreb på iransk territorium, men også et cyberangreb mod Irans atomprogram, eller et angreb mod nogle af Irans militser i regionen.
Det vigtigste, fortæller mine kilder, er at ramme Iran tilpas hårdt, men samtidig at undgå at eskalere situationen, så der udbryder regional krig. Det sidste, Biden ønsker lige nu er at blive trukket ind i endnu en mellemøst-krig, mens han kæmper en valgkamp mod Donald Trump.
Det er Iran selvfølgelig klar over, hvilket kilder siger betyder, at landet har en hvis fleksibilitet, når det kommer til angreb mod Iran. De har endnu ikke fået svar på, hvor langt de kan gå, når det kommer til at angribe Israel.
Det eneste, de ved, er, at der kommer et modsvar. Det betyder samtidig, at mange iranere er i præcis samme situation som israelerne var i sidste uge; en uvished og nervøsitet over, hvad der venter dem. Hvornår kommer angrebet, og hvor voldsomt bliver det?
Lige præcis dén angst nyder Israel godt af, fortæller en af mine kilder tæt på regeringen. Teheran smager med andre ord deres egen medicin nu.
Alt imens krigskabinettet diskuterer frem og tilbage, holder verden vejret. Hvis modsvaret ender med at blive voldsomt nok, kan Iran ende med at angribe endnu engang.
Præcis dét, Hamas har ønsket siden 7. oktober, men som vil få konsekvenser for resten af verden.
