De massive oversvømmelser i Thailand kan bringe din julegave i fare. I hvert fald, hvis du ønsker dig en ny computer.

Landet er ramt af de værste oversvømmelser i et halvt århundrede - med over 350 omkomne og ni millioner mennesker ramt af vandskader - og katastrofen truer nu den internationale it-industri. Thailand er nemlig verdens næststørste producent af de harddiske som bruges i computere.

Tusinder af store fabrikker og lagre i det centrale Thailand, nord for hovedstaden Bangkok står under vand og det kan ifølge analysefirmaet IHS iSuppli få verdensproduktionen af harddiske til at falde med helt op til 30% resten af året.

Det fik for nylig Apples administrerende direktør Steve Cook til at udtale, at han forventer en mangel på diskdrev. Også hos Western Digital, en af verdens største producenter af harddiske, er man ramt af oversvømmelserne, der har lammet flere af selskabets fabrikker.

Firmaet har 60 procent af sin samlede produktion i Thailand, og nu frygter man, at lagrene vil slippe op inden julehandlen.

Selskabet fortæller, at man kun har omkring to ugers beholdning af harddiske tilbage på lageret, mens selskabets distributører har omkring fire ugers forsyninger.

Når disse varebeholdninger er sluppet op, så vil harddiskforsyningen være omkring 10% mindre end efterspørgslen i december. Det vurderer Ashok Kumar, analytiker fra Rodman og Renshaw, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er dog ikke alle it-firmaer, der slår alarm.

- Pc-markedet har vist sig at være meget robust, senest demonstreret i reaktionen på jordskælvet i Japan, siger Jon Carvill, talsmand for it-giganten Intel.

På kortet herunder kan du få flere informationer om oversvømmelserne i Bangkok