Tusindvis af mennesker har mistet deres hjem efter jordskælvet i Tyrkiet. Nu sender Danmark nødhjælp af sted.

Efter fem frysende døgn er hjælpen begyndt at strømme ind til det jordskælvsramte Tyrkiet fra hele verden.

Også fra Danmark, hvor Beredskabsstyrelsen netop har besluttet at sende 100 telte, 700 soveposer og 1500 tæpper til de mange ofre i katastrofeområdet.

- Temperaturen i området når om natten ned under frysepunktet. Hjælpepakken, som sendes af sted, er derfor beregnet til vinterindkvartering, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Tusindvis af mennesker mistede deres hjem, da de kraftige rystelser ramte den østlige del af landet i søndags.

Siden har mange været tvunget til at tilbringe natten udendørs i regn og kulde, hvilket har gjort både børn og voksne syge.

De overlevende kritiserer myndighedernes indsats for at være både mangelfuld og langsom, og med udsigt til snevejr i de kommende uger vokser desperationen dag for dag.

Med det danske bidrag får 500 mennesker nu tag over hovedet, mens varme tæpper og soveposer vil hjælpe dem til at holde nattekulden ude.

Nødhjælpen bliver sendt af sted fra Aalborg Lufthavn med et af forsvarets fly i løbet af fredagen og ventes at være fremme i weekendens løb.

Det danske bidrag indgår i EU's samlede nødhjælp til Tyrkiet og sker på anmodning fra den tyrkiske stat, meddeler Beredskabsstyrelsen.

Mindst 570 mennesker er omkommet i jordskælvet, mens 2555 er kvæstet.

/ritzau/