Kunne Bill Clinton, eks-præsident og i dag USAs mest populære politiker, levere varen og give Barack Obama al den støtte, han har brug for?

Ja, er svaret. Et rungende ja. Clinton holdt en blændende tale, hvori han varmt, intelligent og ofte morsomt gave sin fulde støtte til den siddende præsident, som er midt i en benhård valgkamp.

Essensen af Clintons budskab er:

For det første: Ingen præsident har nogensinde overtaget en økonomi, der var i så frit fald – negativ vækst, et halveret aktieindeks, en galopperende arbejdsløshed.

For det andet: Med historiske indgreb – vækst- og hjælpepakker – bremsede han recessionen, så den ikke udviklede sig den truende depression.

For det tredje: En stribe tiltag – reformer af sundhed og uddannelse, og udvikling af en ny grøn vækst – er præsidenten i færd med at trække USA ud af krisen.

USA er, selvfølgelig ikke, nået i mål endnu, fastslog Clinton, men det ville ingen – I-N-G-E-N – præsident kunne have gjort på bare fire år. Derfor, lød kampråbet fra eks-præsidenten, skal amerikanerne give Obama fire år mere.

Ingen nulevende amerikansk politiker, ja, næppe nogen siden Franklin D. Roosevelt, som led USA ud af depressionen, har større økonomisk troværdighed end Clinton. Da han blev præsident i 1993, overtog han et enormt budgetunderskud – og da han forlod embedet i 2001, havde haft levere fire år i træk med budgetoverskud. Hvordan lykkedes det, spurgte Clinton retorisk? Ved hjælp et enkelt ord – regning! Man kan kun, sagde han, levere overskud, hvis man sørger for, at tallene på begge sider af budgettet – altså indtægter og udgifter – hænger sammen. Det gør Obamas tal, fastslog eks-præsidenten, og det kan vælgerne så tror på eller lade være med, sagde men – og tilføjede:

»Jeg stoler på det!«

Salen eksploderede – for hvis der var noget, de virkelig gerne ville høre, så var det Clintons varme anbefaling af Obama. Ude i stuerne, hvor millioner af tv-seere så med, håber Demokraterne også, at talens budskab smitter af:

Det kan godt være, at I stadig er frustrerede, kære venner, men kursen er den rigtige. USA er på vej under Obama.

Vi får se. Meningsmålingerne er i ordets egentlige forstand lige. Obama fører netop nu med det lavest tænkelige forspring på sølle 0,1 procent i det vejede gennemsnit af meningsmålinger. Han har brug for al den hjælp, han kan få – og i nat fik han støtte fra den største i Amerika i dag, nemlig Bill Clinton.