Retten i Oslo bliver kritiseret for ikke at tillade rullende tv-kameraer under Anders Behring Breiviks forklaringer. Onsdag skal den terrortiltalte nordmand tilbage i vidnesskranken.

Det er stærkt kritisabelt, at man ikke må se Anders Behring Breivik forklare sig i vidnesskranken. Det mener flere nordmænd, der ytrer sig om »den lukkede domstol« i norske aviser og på sociale medier, skriver VG Nett.

Socialantropolog Thomas Hylland Eriksen påpeger, at sagen har almen interesse og derfor bør vises i sin fulde længde.

- Jeg tvivler på, at han kan få mange tilhængere for rullende kameraer. Tværtimod. Jeg tror, det vil have en afskrækkende effekt, siger Thomas Hylland Eriksen til VG Nett.

- Giv ham så meget plads, han vil. Det er en vaccine mod denne type idéer, tilføjer han til norsk TV 2.

Ifølge den norske domstollov er det ikke tilladt at filme straffesager i retten, hvis ikke retten har vedtaget en undtagelse.

I det konkrete tilfælde har retten i Oslo givet tilladelse til at filme dele af retsmødet, men ikke under tiltaltes eller de forurettedes forklaringer.

Tirsdag talte Breivik om en kommende borgerkrig i Europa mellem muslimer og kristne. Han argumenterede mod multikulturalismen og kulturmarxismen og for, at det norske demokrati reelt er en løgn, fordi han selv og andre »militante nationalister« bliver mødt af censur, forfølgelse og latterliggørelse.

Han henviste i den forbindelse til en række statistikker, citater fra politikere i sidste århundrede, avisartikler og tænkere.

Breivik har erkendt de faktiske forhold: at han slog 77 mennesker ihjel den 22. juli i fjor. Han er tiltalt for at have begået terrorhandlinger og overlagte drab under særligt skærpende omstændigheder.

Sagen varer i ti uger, og der ventes dom 20. juli.