Olieselskabet BP vil nu oprette en fond, der skal beskytte dyrelivet ved kyststrækningerne ud for Den Mexicanske Golf. BP sætter ikke beløb på indsatsen.

Olieselskabet BP, der er ansvarlig for olieudslippet ud for USA's sydligste stater, vil tage overskuddet fra den defekte brønd i Den Mexicanske Golf og skabe en fond til beskyttelse af dyreliv.

Fonden skal søge at "bevare, forbedre og beskytte dyrelivet ved kyststrækningen ud for Louisiana, Mississippi, Alabama og Florida", skriver BP i en meddelelse.

- Vi har allerede lanceret den største miljømæssige indsats i historien og BP forpligter sig til at beskytte økosystemer og dyreliv ved Golfkysten. Overskuddet fra salget af den opfangede olie fra MC252-kilden vil blive brugt til at fremme dette løfte, siger BP's topchef Tony Hayward.

- Vi mener, at disse midler vil have en betydelig positiv effekt på miljøet i regionen, siger han.

BP kan dog ikke oplyse, hvor mange penge fonden har at arbejde med.

/ritzau/AFP