En kraftig bilbombe er bragt til sprængning i Pakistan. Endnu har ingen påtaget sig skylden for angrebet.

En bilbombe har dræbt fem mennesker onsdag og såret flere end 10 i et shiamuslimsk område i den oprørske sydvestligt beliggende pakistanske by Quetta, oplyser politiet.

Bomben eksploderede på en parkeringsplads efter bønnen, der markerer afslutningen på fasten og festdagen Eid al-Fitr, siger politichef Mohammad Hashim.

- Mindst fem mennesker er dræbt og 10 andre såret. Bomben var placeret i en bil, og en uidentificeret mand stillede den fra sig på parkeringspladsen og forsvandt, siger Hashim.

Politichefen tilføjer, at der ikke umiddelbart nogen, der har påtaget sig skylden for bomben, og politiet ønsker ikke at spekulere i, hvem der står bag bomben.

En kvinde er blandt de fem dræbte, der er blevet ført til sygehuset ifølge hospitalsembedsmand Rasheed Jamali.

Øjenvidner fortæller, at adskillige biler i nærheden af bomben, brød i brand efter eksplosionen, og et hus blev beskadiget. Området bebos af medlemmer af den shiamuslimske minoritet.

Direkte tv-billeder viser hvirvler af tyk, sort røg, mens mennesker løb ud i gaderne. Nogle skubbede deres biler i sikkerhed, mens ambulancer kørte bort med de sårede.

Pakistans Baluchistan-provins, der har Quetta som hovedstad, og oplevet et stigende antal voldstilfælde, som er knyttet til oprørske separatister, sekteriske sammenstød og militante talibaner.

Hundredvis af mennesker har mistet livet i forbindelse med voldshandlingerne i provinsen, siden oprøret blussede op i slutningen af 2004.

Området har noget nær den laveste levestandard i Pakistan, selv om regionen er i besiddelse af nogle af de største forekomster af naturressourcer.

Hovedparten af Pakistans 177 millioner indbyggere er sunnimuslimer, men landet har et markant shiamuslimsk mindretal. Tusindvis af mennesker er blevet dræbt i sekteriske angreb i Pakistan siden slutningen af 1980'erne.

/ritzau/AFP