Karim Zaza stod klar til at skrive under på en forlængelse med AaB, i stedet fik han at vide han var uønsket

Karim Zaza var efter fire år i AaB-trøjen sikker på at klubben ville forlænge med ham. Men en samtale om forlængelse af kontrakten var ikke hvad der ventede den rutinerede keeper, da han var til samtale med AaBs sportsdirektør Lynge Jakobsen.

- Pludselig siger Lynge bare, at de ikke vil forlænge med mig. Jeg er helt sikker på, at det er en joke. Men så kan jeg godt se på Lynge, at han rent faktisk mener det. Herefter har jeg svært ved at huske detaljerne fra samtalen med Lynge. Jeg er i chok, tror jeg. Målløs over meldingen, som jeg slet ikke har set komme. I løbet af en time er jeg væk. Jeg pakker mine ting og siger farvel til spillerne. Alt er meget surrealistisk, siger Karim Zaza til bladet Indersiden.

36-årige Karim Zaza bærer dog i dag ikke nag over den lidt hårdhændede behandling han fik, selvom han dog synes det er mangel på respekt at behandle spillere på den måde

- I dag bærer jeg på ingen måder nag, jeg taler stadig med mange af spillerne i AaB, og jeg kan rigtig godt lide en mand som Lynge Jakobsen. Men jeg synes bare ikke, at det er fair eller i orden at behandle en spiller på den måde. Jeg synes, det er mangel på respekt for en spiller, der i fire år har givet alt hver eneste gang til træning og kamp, siger Zaza der mener at situationen understreger at det i øjeblikket er et presset marked, hvor det er klubberne der sidder med alle trumferne.

- Spillerne må leve med usikkerhed i disse år, og den dag klubben ikke vil bruge dig længere, får du bare et frimærke i ryggen. Jeg troede bare ikke, at den situation kunne ramme mig, fortæller Karim Zaza.

Karim Zaza spiller i dag i Hjørring som spiller i 1. division, hvor klubben i øjeblikket ligger på en niendeplads.