Tætte og nervepirrende kampe. Det er, hvad den tidligere landsholdsback Lars Jacobsen forventer i de kommende playoff-kampe.

»Det er ikke fordi, jeg vil fedtspille den, men de her hold er så jævnbyrdige, at det kan være svært at pege på en favorit,« siger den tidligere FCK-kaptajn, som i dag er fodboldekspert hos Eurosport. Han gør alligevel forsøget herunder i sin vurdering af de fire playoffkampe

AaB-Randers FC

Indbyrdes kampe i sæsonen:
AaB-Randers FC 2-1
Randers FC-AaB 0-1

AaBs seneste fem kampe: 0-1, 1-1, 0-4, 1-0, 0-1
Randers FCs seneste fem kampe: 1-2, 0-0, 4-0, 0-1, 2-0

»Morten Wieghorst har ikke fået skabt en base i forhold til AaBs pasningsbaserede stil. Bunden falder derfor nogle gange ud af holdet, og et lavpunkt som det mod Silkeborg får mig til at tvivle på, at holdet kan klare trykket i de her kampe. Men AaB har så mange dygtige spillere, at jeg ikke vil gøre Randers til favorit – heller ikke selv om Randers har fordel af hjemmebane i den sidste kamp, og er inde i en positiv periode efter den forfærdelige stime hen over vinteren. Hvis AaB er uden Rasmus Würtz, som var skadet mod Silkeborg, tipper det dog en smule over til Randers fordel.«



OB-Silkeborg

Indbyrdes kampe i sæsonen:
OB-Silkeborg IF 0-0
Silkeborg IF-OB 1-1

OBs seneste fem kampe: 1-1, 2-1, 0-4, 1-0, 3-0
Silkeborgs seneste fem kampe: 1-0, 0-2, 1-2, 0-0, 3-1

»Man må tage hatten af for, at Silkeborg efter et lille dyk tager op til Aalborg og vinder. Det er stærkt gået af Silkeborg, som har været ramt af en del polemik med Peter Sørensens retssag og en elendig start på sæsonen som oprykkere. OBs mange unge spillere er ved at få hår på brystet, og har fjernet nogle af de fejl, de lavede i starten af sæsonen. Det er derfor et helt åbent opgør. OB har et bedre hold på papiret. Men det er ikke nok til at gøre dem til favoritter. De er stadig et hold, der kan blive rystet og Silkeborg slutter hjemme, så det udligner det.«

Esbjerg fB-AGF

Indbyrdes kampe i sæsonen:
Esbjerg fB-AGF 2-2
AGF-Esbjerg fB 6-2

Esbjerg fBs seneste fem kampe: 1-1, 0-0, 3-1, 0-1, 0-3
AGFs seneste fem kampe: 1-0, 2-0, 4-0, 0-1, 1-3

»Esbjerg havde en kort opblomstring sidst på efteråret og i starten af foråret, men de er faldet i niveau igen. Når et hold har 29 point (før gårsdagens kamp, red.) på nuværende tidspuinkt i sæsonen, så er der ikke meget kvalitet. AGF har heller ikke haft en stor sæson, men de kommer med tre sejre i træk, og er begyndt at spille til nul. AGF har haft fint styr på Esbjerg i denne sæson, og det er næsten lige så vigtigt som aktuel form, hvor de er markant stærkere. Så selvom de her kampe lever deres eget liv, så er AGF klare favoritter, da de også har fordel af hjemmebane i den sidste kamp.«

 
Esbjerg fik tanket en smule selvtillid, da de hentede et enkelt point i nedrykningsspillet mod OB.
Vis mere


Viborg FF-AC Horsens

Indbyrdes kampe i sæsonen:
Viborg FF-AC Horsens 2-1
AC Horsens-Viborg FF 4-2

Viborg FFs seneste fem kampe: 0-1, 1-1, 2-1, 0-0, 1-0
AC Horsens’ seneste fem kampe: 2-1, 1-2, 1-3, 1-0, 0-2

»Jeg tror ikke, det bliver nogle specielt målrige opgør. Viborg har et bedre hold med flere spillere med X-faktor, som kan afgøre kampene. Horsens er bare dumpet stille og roligt længere ned efter en flot sæsonstart, og har været skidt kørende i lang tid. Men Horsens ved godt, hvad de er gode til: At forsvare, gøre det simpelt og slå til på dødbolde. Det er en god ting, at gå ind til de her kampe med. Og så slutter de på hjemmebane. De kan derfor tage til Viborg i den første kamp og stille sig tilbage, og sørge for at få et resultat. Det er derfor Viborg trods alt kun er små favoritter.«