Følelserne overvældede Nicklas Helenius, der nedlagde klubben, som ejer ham.

Han blev vraget i AaB og sendt på lån i Silkeborg. Mandag aften fik Nicklas Helenius sin ultimative hævn.

Med en assist, et mål og en helstøbt arbejdsindsats var den tidligere AaB-topscorer manden i centrum, da nordjyderne blev skudt i sænk med et nederlag på vanvittige 3-5.

Efterfølgende sendte Nicklas Helenius en lille hilsen til klubben, der ejer ham, men ikke kunne bruge ham.

»Jeg viser, hvad jeg kan, specielt i anden halvleg. Det burde de (AaB) ikke være i tvivl om, og det tror jeg heller ikke, de er. Men de kunne ikke bruge det, og sådan er det. Derfor passer jeg bedre til Silkeborg lige nu,« lød det i et interview til TV3 Sport1.

Med bare syv mål i 10 kampe havde Silkeborg inden i aftes haft store problemer med at finde målet, men med Nicklas Helenius, Davit Skhirtladze (x2) og indskiftede Andreas Albers væltede målene ind fra den silkeborgensiske frontkæde. Med lejesoldaten Helenius som AaBs skarpe bøddel, da han ved stillingen 3-3 bremsede et spektakulært AaB-comback og sendte bolden i nettet.

Silkeborg IF - Aab , Alka Superliga, Mascot Park, Silkeborg, 26.september: SIFs Nicklas Helenius har scoret til 4-3, og er overvældet af følelser (foto: Henning Bagger/Scanpix 2016)
Silkeborg IF - Aab , Alka Superliga, Mascot Park, Silkeborg, 26.september: SIFs Nicklas Helenius har scoret til 4-3, og er overvældet af følelser (foto: Henning Bagger/Scanpix 2016) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Så brød følelserne ud hos Aalborg-drengen, der i 2014 blev hentet hjem til Danmark af AaB efter en mareridtsperiode med depression og dødsangst i Premier League-klubben Aston Villa.

»Der gik mange følelser igennem mig. Jeg fik da lidt tårer i øjnene, da jeg scorede.«

Dermed blev det på alle måder en minderig aften på Mascot Park i Silkeborg, hvor målene væltede ind i begge ender med AaBs Nicolai Larsen som en af udeholdets største skurke. I første halvleg kostede keeperen to mål, og efter pausen fortsatt nettet med at blafre bag ham.

»Vi vidste godt, de var gode på standardsituationer, og i dag var det for let, at de kom til hele fire mål, som opstår i forbindelse med dødbolde. Der var vi ikke årvågne nok og glemte fuldstændig vores markeringsopgaver,« sagde AaB-træner Lars Søndergaard til TV3 Sport1.

Han kan nu se tilbage på nederlag i tre af nordjydernes seneste fire kampe og en misbrugt chance for at bide sig fast i toppen af Superligaen. Omvendt har Silkeborg-træner Peter Sørensen fået godt gang i sin trup, som nu er ubesejret i de seneste fire Superliga-kampe, hvor to af dem er vundet og angriberne. Han glædede sig efterfølgende over sit hold, som han mener kan blive endnu bedre, når de får mere tid til at blive spillet sammen. Med Nicklas Helenius som en af dem, der ligner en mand med en støt stigende formkurve og fuld af den spilleglæde, der visnede på bænken i Aalborg.

»Jeg synes virkelig, vi viser, at der er en hel anden tro på tingene lige nu. Alle folk vil modtage bolden og tør at lave fejl. Det er mega fedt at være her,« sagde han og understregede den tillid, som var fraværende i tiden inden udlejningen til Silkeborg.

»Jeg er bare glad for den tillid og selvtillid, de har givet mig her nede i Silkeborg.«

Til sommer udløber Nicklas Helenius’ lejeaftale med Silkeborg. Så går turen tilbage til Aalborg. Måske.