Brøndby arbejder på en økonomisk tretrinsraket, der betyder, at 35 mio. kr. kan gå i forvejen for Frank Buch-Andersens 150 mio. kr.

Brøndby leder med lys og lygte efter penge, der kan lukke de mange huller i klubbens økonomi.

Mandag kom det frem, at man havde solgt dele af videresalgsrettighederne til Simon Makienok til en af selskabets store aktionærer, og i dag kan sporten.dk afsløre, at Brøndby lige nu overvejer at gennemføre en aktieemission på 25 mio. kr., mens man venter på de 150 mio. kr. fra Frank Buch-Andersen og hans medinvestorer.

Med feriepengesagen hængende som en stadigt voksende trussel mod en økonomi, der i forvejen er så presset, at der det seneste halve år har været brug for løbende indsprøjtninger, frygter klubben, at der ikke er råd til at vente på den helt store emission, der først forventes at kunne gennemføres til februar eller marts 2013.

Ifølge sporten.dks oplysninger har Brøndby derfor på mindst et møde, hvor bestyrelses- og direktionsmedlemmer samt Frank Buch-Andersen har været blandt deltagerne, vendt et forslag om, at netop Frank Buch-Andersen skulle kigge på mulighederne for at hjælpe med en mindre emission som forløber for den store.

- Det er ikke noget, jeg har taget stilling til på nuværende tidspunkt, lyder Frank Buch-Andersens eneste kommentar.

Den nye emission kan, hvis den gennemføres, sættes ind som det mellemste led i en økonomisk tretrinsraket, hvoraf vi allerede kender til første og tredje trin i raketten.

Første trin er den længe planlagte aktieemission på cirka 10 mio. kr. rettet mod fansene i Brøndby Supporters Trust (BST), der på grund af de mange nye forhold omkring klubbens økonomi blev sat i bero for nylig, men som ifølge direktør Tommy Håkansson og BST-talsmand Sune Blom stadig forventes gennemført inden nytår.

Og tredje trin er emissionen på de 150 mio. kr., som Buch-Andersen og hans medinvestorer står som garanter for. Før den kan gennemføres, skal Brøndby dog først færdiggøre arbejdet med ’visionær strategi samt en økonomisk bæredygtig plan’ som det 28. september hed i en fondsbørsmeddelelse fra klubben og Frank Buch-Andersen.

- Det arbejder vi stadig på. Det er ikke noget, man gør over en nat, siger Tommy Håkansson, der venligt afviser at kommentere sporten.dk's oplysninger om arbejdet med en mindre emission, idet han henviser til, at klubben har meddelt fondsbørsen og dermed offentligheden, hvad der er at sige om de finansielle planer.