Den danske tennisspiller, Caroline Wozniacki, er efter sidste uges flotte resultater ved Qatar Total Open i Doha, hvor hun nåede kvartfinalen, avanceret 10 pladser på verdensranglisten i damesingle.

Sidste mandag lå hun nummer 53. I dag ligger hun på en 43. plads. Hendes bedste placering nogensinde.

Og yderligere avancement, når verdensranglisten opdateres næste gang 3. marts, er indenfor rækkevidde.

I denne uge stiller hun op ved en 175.000 dollars-turnering i Memphis, USA. Og sør'me om ikke arrangørerne - takket være hendes placering på verdensranglisten - har givet hende en sjetteseeding.

Det betyder, at Caroline Wozniacki tidligst løber ind i topnavne fra kvartfinalen. Men så bliver det også svært. I tilfælde af sejr over Milagros Sequera, Venezuela i første runde og enten franske Stephanie Cohen-Aloro eller portugisiske Michelle Brito i anden runde, venter den tidligere verdensetter Lindsay Davenport.

Ved turneringen i Memphis er Venus Williams seedet til at møde Tatiana Golovin, Frankrig i finalen.

idskov@bt.dk