Heller ikke andendagen af tennisturneringen Australian Open bød på overraskende nederlag til favoritterne. Roger Federer viste ingen nåde.

Verdensetteren Roger Federer havde ingen problemer i sin første kamp i årets udgave af Australian Open i tennis, den schweiziske storfavorit blæste argentinske Diego Hartfield ud af Rod Laver Arena med suveræne 6-0, 6-3, 6-0. Præcis de samme cifre triumferede også hjemmebanehelten Lleyton Hewitt med tirsdag, da han tromlede hen over belgiske Steve Darcis.

Den på sigt måske største udfordrer til verdenstronen for Federer, Novak Djokovic fra Serbien, havde heller ingen problemer i sin første kamp, hvor Benjamin Becker agerede skydeskive og måtte rejse hjem til Tyskland efter et nederlag på 0-6, 2-6, 6-7.

Hos kvinderne var Venus Williams i aktion og hentede sin første sejr i den australske Grand Slam-turnering i tre år. Williams tabte i første runde i 2006 og var sidste år ude med en skade, men denne gang er hun med, og selv om hun langt fra spillede nogen storkamp, spillede hun sig sikkert i anden runde med 6-2, 7-5 over Kinas Yan Zi.

/ritzau/