Forældrepres er ikke vejen til en vinder, lyder det fra flere eksperter, der mener, at Caroline Wozniackis sejr i lørdags er undtagelsen, der bekræfter reglen.
Forældre spiller en afgørende rolle, når morgendagens sportsstjerner går fra at være talenter til elitesportsudøvere. Men skal mor og far – ligesom i Caroline Wozniackis tilfælde - sidde på trænerbænken og pace den kommende stjerne eller nøjes med at bakke op fra sidelinjen?
’Back off’, lyder rådet fra flere eksperter.
»Pace er ikke en god vej. Men hvis barnet – ligesom 12-årige Caroline sagde - vil være den bedste, skal man naturligvis snakke med dem om, hvad det så kræver,« siger professor i idræts-og coachingpsykologi ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet Reinhard Stelter, der bl.a. har forsket i unge menneskers identitetsudvikling ved eliteidræt.
Han understreger, at det er vigtigt, at man i sin støtte og ros holder fokus på processen fremfor målet:
»Det er bedre at sige, du skal lige arbejde med din forhånd i stedet for at have fokus på at vinde kampen i næste uge,« siger han.
Sportspsykologisk konsulent Janne R. Mortensen fra Mental Motion, en virksomhed der arbejder med 200-300 atleter på individuelt niveau samt flere klubber og landshold, mener heller ikke, at forældrepres fra trænerbænken er vejen frem.
»I langt de fleste tilfælde, hvor forældrene presser deres børn rigtig hårdt, vil det ende med, at børnene stopper. Så er der jo selvfølgelig nogle få, der ligesom Caroline Wozniacki går hele vejen, men det er mere reglen end undtagelsen, at det ikke lykkes med en relation, hvor man både er forælder og træner,« siger hun.
I lørdags lykkedes det for Wozniacki, da hun sikrede sig karrierens første Grand Slam-titel. Og netop sin far var den første, hun takkede, da BT talte med hende fangede hende efter den knap tre timer lange kamp.
»Uden ham var jeg ikke nået til dette punkt. Sejren er noget, vi begge skal fejre, og det føles fantastisk, at jeg kan gøre det med familien,« sagde hun.
Igennem årene har Piotr Wozniackis dobbeltrolle som far og træner ellers været heftigt debatteret. Og han er ikke den eneste, der har skullet lægge øre til kritik for at pace sit barn til succes. Sidste år blev den tidligere racerkører Jason Watt lagt for had, da han i dokumentaren ’Jason og Noah – en chance til’ råbte ad sin søn, Noah Watt, som han også er træner for. I løbet af året er forældreopskriften på succes også blevet debatteret i flere programmer bl.a. ’Den perfekte opdragelse’ og ’ Opdrag en vinder’. I sidstnævnte er forfatter og børneblogger Sofie Münster ekspert. Hun mener, at vi i Danmark godt kunne lære lidt af Piotr Wozniacki.
»Lige nu er vi jo rørte og megastolte af Caroline Wozniacki, fordi hun klarer det godt. Men det er altså efter 20 år, hvor vi har været på nakken af hendes far over den måde, han er gået til hende på,« siger Sofie Münster.
Piotr Wozniackis metoder er ikke for alle, slår hun fast, men forældre skal være bedre til at klæde børnene på til de udfordringer, der er.
»Vise dem, at det ikke altid er nemt, og samtidig skal vi give dem tid og rum til at gøre det på deres måde og finde deres løsninger. Børnene skal føle et ejerskab til det,« siger hun.
Ifølge Janne R. Mortensen er det især i 15-16-årsalderen, hvor atleterne går fra at være juniorer til seniorer og dermed fra at være talenter til egentlig elitesportsudøvere, at børnene selv skal til at tage ansvar.
»Vi ser oftere succes, når forældrene i den alder bakker en lille smule tilbage og lader barnet tager over,« siger hun.
Det kan være svært, fordi mange forældre bruger al deres tid på at hjælpe deres børn: være madmor, taxa-chauffør, kostekspert og vaskekone.
»F.eks. er det ikke forældrene, der skal ringe ned til os og booke tid. Det er barnet selv, der skal tage det ansvar. Vi går meget op i, at vi har den direkte kontakt til atleten. Og det gælder også i forhold til at tage over på alle de praktiske opgaver, som ikke har med sporten at gøre,« siger hun.
Mental Motion har de seneste tre år arbejdet på en platform, der på baggrund af forksning og erfaringsudveksling skal vejlede og guide forældre til atleter - et område, der ifølge Janne R. Mortensen er overset i talentudviklingen i Danmark i dag.
»Vi håber, at den være med til at sætte ind på den del af talentudviklingen, så vi får nogle sunde og afbalancerede udøvere,« siger hun.
»Det er okay at pace sit barn - men barnet skal selv ville det«
Racerkøreren Jason Watt er, som Piotr Wozniacki, også træner for sin søn Noah, der kører gokart. Sidste år vakte det stor opmærksomhed, da racerkøreren i et tv-program pressede sin søn ved bl.a. at råbe ad ham.
Men det er helt okay, mener Jason Watt. Så længe barnet selv er med på den.
»Der kan være en forståelse mellem forælder og barn, som udefrakommende kan have svært ved at sætte sig ind i. Så ja, hvad der kan fremstå voldsomt for nogen, kan være knap så voldsomt for barnet. Det er i hvert fald tilfældet for Noah og mig,« fortæller Jason Watt og tilføjer, at sønnen skam også råber ad sin far, hvis det passer ham.
For ham er det en klar fordel, at han både er far og træner for den i dag 15-årige søn, der brændende ønsker sig en karriere i stil med sin fars. Det håber Jason Watt også vil ske en dag. Og at han ligesom Piotr Wozniacki også vil blive takket af sin søn for trænerindsatsen.
»Jeg synes, det er en smuk ting, når et barn og en forælder sammen opnår noget stort. Jeg tror, Piotr kan sige, at han har fået noget ud af Caroline, som ingen andre kunne, fordi han kender hende bedre end alle andre. Det må være så meget større for Piotr,« siger Jason Watt.
For som både forælder og træner kan han sagtens sætte sig ind, hvordan Piotr Wozniacki måtte have følt det, da datteren efter sejren med glædestårerne trillende ned ad kinderne stilede direkte hen til sin far for at kramme ham. Og takke ham.
»Det er som forælder smadderstort. For barnet ved jeg sgu ikke, om det betyder mere eller mindre, om det er forældrene eller en træner, der har trænet. Men stoltheden, man bliver fyldt af som far, når man kigger på sit barn, der har været dygtig til en sport. At det fandeme er mig, der lige fra barnet ikke kunne noget som helst, har vidst det og har prøvet at få det bedste ud af det,« siger Jason Watt.
Er det okay, at forældre pacer deres børn?
»Det synes jeg. Hvis man er overbevist om, at barnet vil det, skal man kunne gå lige så hårdt til sit barn, som enhver anden træner udefra ville gøre. Men heller ikke hårdere,« lyder det fra racerkøreren, der også kalder sit hverv som forælder og træner for sønnen som 'øretævernes holdeplads'.
»Forældrenes rolle bliver mindre, jo ældre man bliver«
Eskild Ebbesen, tredobbelt OL-guldvinder i roning og mangeårigt medlem af 'Guldfireren' har langtfra haft en ’Wozniacki-far’:
»Det har været helt anderledes for mig. Mine forældre har støttet op omkring mig, men de har ikke på nogen måde været inde over som træner. De har fulgt med fra sidelinjen, men de er aldrig kommet med faglige råd eller specielt meget sparring,« siger han.
Ifølge Eskild Ebbesen betyder forældrestøtten meget, mens man er ung.
»Men når man kommer lidt op i alderen, så handler det mere om en selv og ens egne beslutninger og det miljø, som man er en del af. Miljøet kan man jo være heldig tilfældig at komme ind i, mens andre er nødt til selv aktivt at søge eller skabe miljøet,« siger Eskild Ebbesen.
Han understreger, at det kræver en vilje og gejst for at vinde.
»Det får man i høj grad fra trænere, holdkammerater og en lang række andre personer, som påvirker en. Forældrene spiller også en rolle, men den bliver mindre, jo ældre man bliver,« siger han.
I nogle sportsgrene er en økonomisk opbakning fra forældrene nødvendig for, at man har råd til at dyrke sporten på højt plan.
»Man skal være uddannet som træner«
Mickey Freddie-Pedersen har været træner både for andre dansere men også for sine egne børn Sonny og Gigi. I en TV-udsendelse for 20 år siden vakte det opsigt, at faderen pressede sine børn.
Folk røg op af sofaerne hjemme i stuerne, da de så Mickey Freddie-Pedersen i miniserien 'Ingen slinger i valsen' skælde sine to børn, Sonny og Gigi, der dengang var henholdsvis 11 og otte år, ud og gøre dem det helt klart, at de skulle hade deres konkurrenter inden for børnedans. Sonny og Gigi opnåede tilsammen og hver for sig 28 danske mesterskaber, nordiske mesterskaber og VM.
I dag erkender Mickey-Freddie-Pedersen, at rollen som far og træner ikke er let, når man vil gøre sine børn til vindere
»Det er altafgørende, at man allerførst adskiller den professionelle trænerrolle og forældrerollen. Og det er bestemt ikke nemt,« skriver han til BT i en mail fra hjemmet i Los Angles.
Den tidligere danseinstruktør peger også på, at hvis man som forælder vil træne sit barn, er det vigtigt, man ved noget om sporten.
»Man skal være uddannet i den trænerrolle, man påtager sig, i mit tilfælde danseinstruktør. Ikkeuddannede professionelle skal holde sig meget langt væk,« mener han og opfordrer forældre med ambitioner på deres børns vegne til at give børnene masser af kærlighed samtidig.
»Men man skal også lære sine børn at være superrealistiske med deres talent og deres målsætninger – både alle de korte delmål og det langsigtede mål. Og så skal planlægningen og strategien være helt på plads, ligesom der dagligt skal evalueres,« lyder rådet.
»Min far stillede mig et afgørende spørgsmål«
Allerede fra barnsben stod det klart, at Martin Jørgensen kunne noget særligt med en fodbold. Selv elskede han at spille fodbold og spillede, lige så snart han kunne komme til det. Men indimellem så kunne det godt knibe med motivationen, når han igen skulle køres til træning af sin far.
»En gang imellem fik min far sagt på en måde, der ikke var til at misforstå, at hvis han skulle bruge så meget tid på at køre mig frem og tilbage, så skulle jeg lige finde ud af, om det var det, jeg stadig havde lyst til,« fortæller Martin Jørgensen til BT.
Var det okay?
»Det var det vel. For det fik mig til at tænke over, at der var nogle andre, som brugte en masse tid på det her udover mig selv. Jeg vidste måske også godt, at jeg ikke havde spillet godt nok. Det var den her lille reprimande eller skub, man lige skulle have«, siger han og tilføjer:
»Men jeg fortsatte, fordi jeg havde lyst, ikke fordi han sagde det.«
I Martin Jørgensens optik er det nemlig yderst vigtigt, at forældre ikke pacer deres børn frem, men at de i stedet finder ud af, om børnene for alvor er parate til at dedikre en masse tid til at blive dygtige til deres sport.
»Man skal have lysten til at ofre alt andet for sin sportsgren. Men man skal også have nogle, der skubber til en i de perioder, hvor der kan være andre ting, som bliver interessante, eller man er ved at gå lidt træt i det. Men det fundamentale i det er, at udøveren selv skal have lysten helt ned i maven, så man er parat til at ofre alt andet,« mener han.
»Valgte at trække sig helt fra dansen«
Fuldstændig som Caroline Wozniacki har den professionelle danser Thomas Evers Poulsen også fra barnsben haft store ambitioner om at blive den bedste på sit felt. Og som den ægte sportsmand, han er, var det ikke nok at blive nummer to. Det husker Thomas Evers tydeligt, da han sammen med partneren Vicky Thybo 'kun' blev nummer to ved DM i 1997.
»Vi lå nummer ét på ranglisten, havde været til VM, hvor vi var blevet det bedste nordiske par med en niende plads. Alligevel blev vi kun nummer to til DM. Dét trak spor i mange år. For det var det, der var målet,« siger Thomas Evers Poulsen om sin karrieres største skuffelse.
»Måske var det også derfor, jeg valgte at stoppe dengang. Det gjorde simpelthen så ondt. Det var faktisk først i juni 2005, da 'Vild med dans' kom, at ‘det’ gik væk.«
Det kom som en stor overraskelse for mange, at han valgte at kvitte dansen, fordi han altid havde været så målrettet. Selv er den i dag 40-årige danser, i modsætning til Verdens bedste tennisspiller, aldrig blevet hverken trænet eller pacet frem af sine forældre for at nå sit mål.
»Det havde mine forældre intet begreb om. Overhovedet. De støttede mig ved at være der, også pengemæssigt, da jeg som 17-årig valgte at flytte alene til Aarhus for at få Vicky Thybo til partner. Og fordi jeg ikke kunne få SU eller noget, måtte alt komme hjemmefra,« siger Thomas Evers Poulsen, der efter han kvittede konkurrencedansen, har vundet 'Vild med dans' to gange.
