Trods tvangsnedrykning vil den danske målmand blive i sin klub

Den hæderkronede engelske fodboldklub Leeds United må en tur ned i den tredjebedste engelske række, efter at klubben fredag blev fratrukket 10 point som følge af økonomiske problemer.

Nedrykningen og den økonomiske ruin sender flere af klubbens spillere ud for at søge andre græsgange.

Men ikke Leeds' danske målmand, Casper Ankergren.

Han er lejet ud af Brøndby og har ingen planer om straks at tage flugten fra den kriseramte klub.

- Vi har lige haft en møde, og som jeg forstod det, er det ikke så slemt, som det lyder. Men det hele er så nyt, at det er svært for mig at sige, hvad det får af konsekvenser. Jeg har meddelt træneren (Dennis Wise, red.), at jeg er interesseret i at blive i Leeds, for jeg vil gerne være et sted, hvor jeg trives, og hvor jeg kan spille fodbold, og det kan jeg her. Men der er mange ting, der skal falde på plads, og derfor tager jeg en snak med sportschefen i morgen (lørdag, red.), siger Casper Ankergren til Ritzau.

Leeds' supportere havde tidligere meldt ud, at de var parate til at købe klubben i et forsøg på at undgå straffen på 10 point.

Revisionsselskabet KPMG, der er blev udnævnt til administratorer, valgte med det samme at sælge klubbens aktiver til et nyoprettet selskab ved navn Leeds United Football Club Limited.

/ritzau/