Det vakte stor forargelse på Christianborgs gange, da B.T. i januar kunne fortælle om en ansat i Dansk Flygtningehjælp, der bistod en far i at sende sine børn på genopdragelsesrejse i Mauretanien. 

Nu kommenterer udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) også sagen. 

»Jeg vil gerne understrege, at jeg helt generelt finder det dybt uacceptabelt, hvis nogen medvirker til at sende børn på genopdragelsesrejser. Begrundelsen er ofte, at 'børnene er blevet for danske'. I min verden kan man aldrig blive 'for dansk',« skriver ministeren i et nyt svar til Folketinget

Han skriver videre, at han har bedt Styrelsen for Internation Rekruttering og Integration om at kontakte Dansk Flygtningehjælp for at få en redegørelse for sagen. 

Kaare Dybvad Bek vil også personligt sørge for at vende sagen med Dansk Flygtningehjælp på organisationens næste møde med ministeren. Her vil han gerne blive klogere på, hvad organisationen gør for at undgå lignende hændelser.

Blandt kollegaer i Folketinget skortede det ikke på reaktioner til B.T.s historie i januar.

Bekymrende, grotesk, vanvittig og decideret ulækkert, lød det fra flere politiske partier. 

Udlændinge- og integrationsministeren er forarget over sagen. 
Udlændinge- og integrationsministeren er forarget over sagen.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Også socialdemokraten Frederik Vad var chokeret over sagen om konsulenten i Dansk Flygtningehjælp, der blandt andet havde rådet fire børn til at tage på genopdragelsesrejse i Mauretanien med begrundelsen »Bliver I her, bliver I for danske.«

»For mig er det her et tydeligt eksempel på infiltration. Det her er en mand, der fuldstændig bruger sin position i Dansk Flygtningehjælp til at udbrede de her meget fundamentalistiske ideer,« sagde Frederik Vad og fortsatte:

»Den her form for infiltration er simpelthen så ulækker, at jeg næsten ikke har ord for det.«

Kaare Dybvad Bek skriver i det nye folketingssvar, at han har indtryk af, at Dansk Flygtningehjælp ser på sagen med stor alvor. 

Til B.T. svarede Dansk Flygtningehjælp tilbage i januar, at sagen var »meget ulykkelig«:

»Vi er i Dansk Flygtningehjælp bekendt med både sagen og anklagerne, og uanset hvordan man end vender og drejer det, er dette en meget ulykkelig sag. Men vi hverken kan eller må udtale os om de konkrete familier, som vi arbejder med, og vi kommer dermed ikke til at udtale os, om den konkrete sag,« svarede de. 

Kaare Dybvad Bek skriver også, at han har en klar forventning om, at myndigheder og organisationer, der arbejder med børn og unge, fokuserer på en indsats, der er i overensstemmelse med danske værdier. 

Lyt til seneste afsnit af B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Joachim B. Olsen og Anne Kirstine Cramon.