Han var ansat som familiebehandler for at hjælpe børnene. Støtte dem til at fungere i det danske samfund. 

I stedet så han stiltiende til ved fysisk og psykisk vold og var medvirkende til, at deres far bortførte dem til en afrikansk ørkenstat. Sådan lyder fire søskendes anklager mod en ansat fra Dansk Flygtningehjælp. 

Sagen er meldt til Nordsjællands Politi, oplyser børnenes partsrepræsentant. 

Dansk Flygtningehjælp kalder sagen for »meget ulykkelig« og er bekendt med anklagerne og sagen. 

Konsulenten fra Dansk Flygtningehjælp var siden 2019 ansat som familiebehandler og skulle primært hjælpe børnene med pædagogisk støtte og praktiske forhold, så flygtningefamilien kunne fungere i Danmark. Angiveligt hjalp familiebehandleren i stigende grad faren, og svigtede dermed børnene. 

En aktindsigt i børnenes sag viser, at konsulenten har fået påpeget, at han er der for børnene. Ikke faren. 

Ifølge de fire børns samlede anmeldelse til politiet skulle familiebehandleren dog flere gange have sagt:

»I skal lytte til jeres far, bliver I her, bliver I for danske.« 

Børnenes 51-årige far blev i sommer varetægtsfængslet in absentia efter et grundlovsforhør ved Retten i Hillerød. Han er sigtet for blandt andet frihedsberøvelse, vold og tvang.
Børnenes 51-årige far blev i sommer varetægtsfængslet in absentia efter et grundlovsforhør ved Retten i Hillerød. Han er sigtet for blandt andet frihedsberøvelse, vold og tvang.

Og i februar 2023 skete det. Faren vildledte både skole og kommune og tog børnene med til Mauretanien i Afrika og ikke på en kort ferie i Spanien, som myndighederne troede. Og nu vokser skandalen igen. 

Børnene har med hjælp fra deres partsrepræsentant, organisationen Ny Identitet, anmeldt familiebehandleren til politiet. Manden fra Dansk Flygtningehjælp skulle ifølge børnenes anklager have skræmt faren til at forlade Danmark ved at sige, at gjorde de det ikke, så ville kommunen fjerne børnene. 

Han skulle flere gange have overværet fysisk og psykisk vold mod børnene uden at gribe ind eller underrette kommunen. Familiebehandleren skulle have bistået faren med at fejlinformere kommune og skole omkring ferien i Spanien, for samme dag at hjælpe faren med at bestille flybilletter til Mauretanien for hele familien. 

Faren nægter sig skyldig i sagen.

Den ansatte hos Dansk Flygtningehjælp skulle også have hjulpet med at tømme familiens lejlighed og sendt de økonomiske midler til Mauretanien. Angiveligt skulle han også have hævet farens sociale ydelser og sendt dem til faren. Børnenes påstand er desuden, at familiebehandleren løbende har været i kontakt med faren. 

Op til rejsen til Maurentanien og efter deres ankomst. 

Familiebehandleren fra Dansk Flygtningehjælp har haft kendskab til især skolens bekymring omkring negativ social kontrol i familien, da han selv var til stede ved et møde omkring en underretning i 2022. 

Her gik bekymringen på, at den ældste datter skulle være tvunget til at gå med tørklæde af faren. 

Da familiebehandleren i 2019 blev tilknyttet familien var faren ifølge en aktindsigt i et mødereferat hos Egedal Kommune utilfreds over, at de overhovedet skulle have støtte. Sagsbehandleren skriver, at faren oplever »Danmark som racister«, og at kommunen kun finder støtten nødvendig grundet deres baggrund.

Kommunen oplyser, at de har taget hensyn ved at finde en arabisk talende konsulent til familien.

Og det blev den mandlige familiebehandler fra Dansk Flygtningehjælp.

Faren blev i januar 2024 udleveret til Danmark, varetægtsfængslet og sigtet for at have rejst med børnene til udlandet til forhold, der bragte deres sundhed eller udvikling i fare. Han blev også sigtet for vanrøgt, da børnene manglede mad, drikke og medicinsk behandling. De gik heller ikke i skole og var indespærret. 

Faren blev desuden sigtet for trusler, tvang og psykisk og fysisk vold begået i Danmark og Mauretanien.

Nader Ashkani med de tre for nylig hjemvendte børn, som nu afventer en afgørelse i deres sag, så de kan fortsætte deres skole og hverdag.
Nader Ashkani med de tre for nylig hjemvendte børn, som nu afventer en afgørelse i deres sag, så de kan fortsætte deres skole og hverdag. Ny Identitet

Faren nægter sig skyldig i sagen, viser B.T.s aktindsigt i retsbogen fra grundlovsforhøret.

B.T. har foreholdt Dansk Flygtningehjælp børnenes anklager.

»Vi er i Dansk Flygtningehjælp bekendt med både sagen og anklagerne, og uanset hvordan man end vender og drejer det, er dette en meget ulykkelig sag. Men vi hverken kan eller må udtale os om de konkrete familier, som vi arbejder med, og vi kommer dermed ikke til at udtale os, om den konkrete sag,« svarer de.

Organisationen oplyser desuden, at medarbejderen af andre grunde ikke længere er ansat hos dem. 

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med den omtalte familiebehandler. 

Efter mange måneder under kritisable forhold i Afrika er børnene nu igen forenet i Danmark. 

B.T. har i adskillige artikler beskrevet, hvordan familiens kommune overså faresignaler og talrige underretninger på børnene op til bortførelsen. I dag venter børnene stadig på at vende tilbage til skolen.

»Jeg har aldrig hørt om noget så alvorligt og voldsomt før,« har Caroline Adolphsen, lektor i børneret ved Aarhus Universitet, udtalt, efter hun fik sagen forelagt i september forrige 2023.